Kommunaldirektør risikerer politianmeldelse efter middag og koncert: - Det er temmelig alvorligt

Ekspert i økonomistyring ved Aalborg Universitet mener, at sagen om Sorøs kommunaldirektør er meget alvorlig og kan ende med en politianmeldelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er "helt indlysende forkert". Det siger professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh ved Aalborg Universitet om sagen fra Sorø Kommune.

Mandag aften kom det frem via medierne NB Kommune og DR, at Sorøs kommunaldirektør har brugt kommunens kreditkort til private køb blandt andet ved en konference i USA, men også i Danmark. Det drejer sig blandt om betaling for middage på en bluesklub og koncertbilletter på et legendarisk countryspillested i Nashville, USA.

quote For det første må man ikke afholde private udgifter, som er kommunen uvedkommende. Det er selvfølgelig helt indlysende

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet

I alt har kommunaldirektøren Søren S. Kjær set sig nødsaget til at tilbagebetale 9.483,50 kroner til kommunekassen, fremgår det af en aktindsigt, som også TV2 ØST er i besiddelse af. Pengene blev dog først betalt tilbage, efter et år, da DR begyndte at spørge ind til en række bilag.

- Jeg synes sagen er temmelig alvorlig. For det første må man ikke afholde private udgifter, som er kommunen uvedkommende. Det er selvfølgelig helt indlysende, siger professor Per Nikolaj Bukh.

Læs også
Middag og koncertbilletter i USA - kommunaldirektør brugte kommunes kreditkort privat
Læs også
Middag og koncertbilletter i USA - kommunaldirektør brugte kommunes kreditkort privat

Kommunaldirektøren skulle ifølge bilagene have været ude at spise med en en række andre gæster i forbindelse med en konference i Nashville i USA, ligesom han betalte en række gæsters billetter til en koncert på countryspillestedet Ryman Auditorium. Her betalte han med kommunens kreditkort, selvom der var tale om en privat aktivitet, der ikke havde noget med konferencens faglige indhold at gøre.

I Greve Kommune måtte kommunaldirektøren for nylig stoppe efter rod med bilag, fordi der blev byttet rundt på kommunens og det private kreditkort. Sagen i Sorø er dog mere alvorlig, mener Per Nikolaj Bukh. Han hæfter sig blandt andet ved, at kommunaldirektøren i Sorø efter middagen fik de øvrige gæster til at betale deres andele af maden og drikkevarerne til hans private konto via MobilePay.

- Her har man altså afholdt udgiften, og så har han tilsyneladende afleveret et bilag, hvor det fremgår, at der har været repræsentationsudgifter.

- Men så viser det sig, at han faktisk har modtaget betaling for de her udgifter hos dem, han var ude at spise samme med. Han har indleveret et bilag, hvor der er ukorrekte oplysninger på. Det er altså mere alvorligt, end hvis man kommer til at afholde en udgift, man ikke må, siger Per Nikolaj Bukh.

Kommunaldirektøren fortalte i første omgang, at han opsagde sin stilling fordi han ville arbejde med den grønne omstilling. Nu giver han dog udtryk for, at han gerne ville have blevet i sin stilling.
Kommunaldirektøren fortalte i første omgang, at han opsagde sin stilling fordi han ville arbejde med den grønne omstilling. Nu giver han dog udtryk for, at han gerne ville have blevet i sin stilling. Foto: Thomas Nielsen TV2 ØST

Opsagt sin stilling 

Udgifterne er efterfølgende blevet betalt tilbage til kommunen i efteråret 2020, efter DR spurgte ind til transaktionerne, der også vedrørte betaling af hustruens billet til konferencen i Nashville i USA.

Den 13. august kunne man læse på Sorø Kommunes hjemmeside, at kommunaldirektøren har opsagt sin stilling fra slutningen af september. Begrundelsen lød fra Søren S. Kjær selv, at "tiden er inde til at skifte spor og bruge mine kompetencer i den grønne omstilling. Det haster med at få en markant mindre udledning og mindske klimapåvirkningen". Noget tyder dog på, at begrundelsen for opsigelsen er en anden. 

Tirsdag skriver direktøren selv således til TV2 ØST:

 - Jeg har med beklagelse opsagt min stilling i Sorø Kommune den 9. august 2021. På trods af syv års godt samarbejde har Sorø Kommune oplyst ikke at ønske yderligere dialog. Jeg har været glad for mine syv år i Sorø Kommune, men kan selvsagt ikke fortsætte som kommunaldirektør under sådanne vilkår.

Læs også
Næstved fyrer Børn- og Ungechef efter stort underskud
Læs også
Næstved fyrer Børn- og Ungechef efter stort underskud

Per Nikolaj Bukh finder det problematisk, at kommunen gav det indtryk, at opsigelsen blot skyldes et ønske fra kommunaldirektøren om at søge nye udfordringer. For netop på det tidspunkt var kommunen bekendt med den alvorlige sag om rod i bilagene.

- Hvis det er kommunen, der har sendt pressemeddelelsen med forklaringen, så virker det uhensigtsmæssigt rent kommunikationsmæssigt. For på det tidspunkt man sender kommunikationen ud, der ved man, at DR sidder med informationerne. Det kan ikke skjules, siger Per Nikolaj Bukh. 

Kan ende med politianmeldelse 

I øjeblikket er kommunaldirektøren stadig formelt kommunaldirektør indtil udgangen af september måned. Men politikerne overvejer, hvad det næste træk skal være.

Per Nikolaj Bukhs afviser ikke, at sagen måske kan ende med en politianmeldelse.

- Vi ved fra tidligere, at når det drejer sig om topdirektører, så er der relativt kort snor fra politikernes side, hvis man bevidst beriger sig selv og holder udgifter på kommunens regning, eller der er en begrundet formodning om det. Så vil politikerne ofte i sidste ende vælge at politianmelde det. Ikke mindst fordi man er udsat for et voldsomt pres fra lokalbefolknings side af, som ikke kan forstå, hvis man ser gennem fingre med det her, siger Per Nikolaj Bukh.

Sagen skal drøftes i kommunalbestyrelsen på et møde onsdag den 25. august.


Nyhedsoverblik