¨

Forældre til barn med svækket immunforsvar - tag nu coronavirussen alvorligt

01:05

Emelie Thomsen lider af spastisk lammelse og har et svækket immunforsvar. Video: Privatfoto.

Forældre til barn med svækket immunforsvar opfordrer alle til at tage myndighedernes corona-retningslinjer alvorligt.

Det er jo bare en influenza.

Sådan reagerer mange, når der bliver talt om coronavirus.

Men det er langt fra alle, for hvem en influenza-sygdom betyder nogle enkelte dage i sengen.

Det irriterede mig grænseløst, at folk bare slog det hen, fordi det ikke var deres ansvar

Thomas Mølsted Thomsen

Thomas Mølsted Thomsen fra Dianalund er pårørende til flere med svækket immunforsvar - hans datter er spastisk lammet, hans kone tager immundæmpende medicin, og hans far lider af lungesygdommen KOL.

Og derfor skrev han tirsdag et opslag på Facebook for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at tage sygdommen alvorligt.

- Det var primært, fordi jeg var træt af den lidt for lette tilgang folk havde til corona og covid-19, fortæller han.

- Det irriterede mig grænseløst, at folk bare slog det hen, fordi det ikke var deres ansvar. De havde mere travlt med at latterliggøre, både selve sygdommen, men også myndighedernes tiltag, siger Thomas Mølsted Thomsen.

Mere modtagelig overfor sygdom

Thomas Mølsted Thomsen er far til Emelie Thomsen på 13 år. Hun lider af spastisk lammelse og har ikke noget sprog.

Da hun var mindre, var Emelie Thomsen meget plaget af luftvejsinfektioner, og hendes immunforsvar er svækket.

- Hun er meget modtagelig over for smitte og for sygdom generelt, fortæller Thomas Mølsted Thomsen.

- Hun sidder meget i sin kørestol, og hun ligger meget i sengen, og det gør at hendes krop ikke arbejder lige så meget som din og min. Og det gør, at hun er mere modtagelig over for sygdom generelt, fortæller hendes far.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Privatfoto

Kan ikke vaccineres

Sidst Emelie Thomsen fik influenza, var hun syg i tre uger og endte med at blive indlagt på sygehuset. Derfor bliver Emelie Thomsen hvert år vaccineret mod influenza.

I øjeblikket vil vi ikke tage ud at shoppe i et storcenter, hvor der er mange mennesker

Tina Thomsen

Men da der ikke er nogen vaccine mod coronavirussen, kan Emelie ikke beskyttes mod sygdommen, og det bekymrer hendes forældre.

- Her de seneste dage, hvor smittetilfældene er begyndt at stige, så begynder man da at have tanker omkring, hvor udbredt det bliver, og at så er vi måske i risiko for at blive smittede, siger Emelie Thomsens mor, Tina Thomsen.

Hun lider også selv af en kronisk sygdom, der betyder, at hun tager immundæmpende medicin. Derfor plejer hun også at blive vaccineret mod influenza.

Artiklen fortsætter under billederne.

Også Emelie Thomsens mor, Tina Thomsen, har et svækket immunforsvar og er ekstra udsat, når det kommer til coronavirus. Hun har en kronisk sygdom og tager immundæmpende medicin. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Holder sig fra mange mennesker

Risikoen for at blive smittet med coronavirussen har fået familien til at ændre adfærd.

- I øjeblikket vil vi ikke tage ud at shoppe i et storcenter, hvor der er mange mennesker. Det er ikke en nødvendighed, så det ville vi ikke, fortæller Tina Thomsen.

Og så er de meget opmærksomme på hygiejnen.

- Vi holder en meget høj håndhygiejne, vi spritter af, hvor vi kan, og vi bruger handsker, men det gør vi ikke kun på grund af corona. Det gør vi generelt, fordi vores datter har mavesonde, fortæller Thomas Mølsted Thomsen.

Opslaget på Facebook er på under et døgn blevet delt mere end 6000 gange.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App