De blokerer trafikken og bekæmper olieselskaber: - Vi skal nå at handle i tide

Tre unge kæmper for klimaet — både på tallerkenen og ude i samfundet.

Hvor langt er du villig til at gå for klimaet? I TV2 ØSTs juleserie zoomer vi ind på tiden. Vi har blandt andet mødt en mand, forsøger at skabe små tidslommer af lykke med sin demente hustru og en far, der mindes sin afdøde søn med et tidlyst mindesmærke

I dag skal vi møde tre unge klimaaktivister er tiden ved at løbe fra os, hvis vi skal nå at redde klimaet.

Kate Vosynioti fra Næsby nær Sorø har inviteret to af sine venner til aftensmad. Kødet er helt naturligt erstattet af tofu og fælles for dem er, at de kæmper for klimaet lidt mere end de fleste af os.

quote Jeg løb tre etager op ad deres trapper, og lænkede mig rundt om en pæl og limede mig fast til en anden aktivist med superlim

Emma Legéne, klimaaktivist

- Min veninde sagde: "Hey, skal vi ikke til klimastrejke?" Jeg gik i 9. klasse på det tidspunkt, og efter den klimastrejke kunne jeg føle og mærke, at det var meget større og vigtigere end det. Ikke fordi jeg havde meget konkret information, men bare fordi jeg hørte og så folk være så passionerede om det, siger Kate Vosynioti.

- Så jeg tænkte, at nu skal jeg gøre noget. Det første var, at jeg aldrig skulle spise kød igen.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Kate Vosynioti (tv) og Emma Legéne (th) har skiftet kød ud med tofu, når de går i køkkenet.
Kate Vosynioti (tv) og Emma Legéne (th) har skiftet kød ud med tofu, når de går i køkkenet. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Går forrest i demonstrationer

De tre unge klimaaktivister kæmper ikke blot for klimaet på tallerkenen, hvor kødet er skiftet ud med andre alternativer.

De er alle også aktive på gader og stræder, når de gør opmærksom på deres mærkesag.

- Jeg føler ikke, der er tid, fordi tiden allerede er gået for at lave klimahandling.

Sådan lyder det fra Emma Legéne fra Tølløse, der er den med mest erfaring inden for klimaaktivisme af de tre.

Flere gange har hun deltaget i demonstrationer – for nylig gik det ud over olieselskabet Totals danske hovedkvarter i København.

- Jeg var med til at hoppe ind på Totals hovedkvarter. Jeg løb tre etager op ad deres trapper, og lænkede mig rundt om en pæl og limede mig fast til en anden aktivist med superlim, fortæller Emma Legéne.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Emme Legéne har blandt andet lænket sig fast til en pæl og limet sig sammen med en anden aktivist for at sætte fokus på klimaet.
Emme Legéne har blandt andet lænket sig fast til en pæl og limet sig sammen med en anden aktivist for at sætte fokus på klimaet. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Kate Vosynioti og Emma Legéne var også en del af Langebro-aktionen, hvor demonstranter spændte sig fast til stålkonstruktionen på Langebro i København og stoppede trafikken til og fra Amager.

- Vi har selvfølgelig rigtig meget forståelse for, at vi kan forstyrre nogen i situationer, hvor det er rigtig upraktisk for folk. Men vi prøver at sætte det i kontrast med, at der er en klimakrise, og det bliver meget mere upraktisk, hvis ikke folk vågner op lige nu, lyder det fra Emma Legéne.

quote Jeg føler ikke, der er tid, fordi tiden allerede er gået for at lave klimahandling

Emma Legéne, klimaaktivist

Er I ikke bange for, at I om nogle år tænker, at I gik over stregen?

- Nej, jeg er bange for, at vi gik under stregen. At vi ikke har nået at få handlet i tide, siger Emma Legéne.  

Selvom de er villige til at gå til yderlighederne - og har gjort det - er der alligevel en grænse for, hvor meget de vil udsætte andre for faret i kampen for klimaet.

Hvor langt vil I gå? 

- Jeg vil ikke udøve vold, for det tror jeg ikke hjælper, siger Emma Legéne. 

De tre unge klimaaktivister mener, at tiden er ved at rende ud, hvis klimaet skal reddes.
De tre unge klimaaktivister mener, at tiden er ved at rende ud, hvis klimaet skal reddes. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST