¨

Borgmester glad over genåbning for offentligt ansatte – mon vi har været glemt?

Foto: Thomas Nielsen - TV ØST

Det vækker undren at tivoli og svømmehaller har fået lov at åbne før offentligt ansatte øst for Storebælt har måtte vende tilbage fra hjemmekontoret.

Offentligt ansatte i kommunernes administrationer øst for Storebælt kan fra på mandag vende tilbage til deres arbejdspladser. Som følge af et højere smittetryk i Region Sjælland og Hovedstaden, fik medarbejderne her ikke lov til at vende tilbage fra hjemmekontorerne sammen med resten af landets hjemsendte offentlige sektor den 27. maj.

Da vi fik udmeldingen om den tredje fase, var jeg ked af, at man lige nøjagtigt omgik de her administrative personaler

Gert Jørgensen (KF), borgmester, Sorø Kommune

- Mange offentligt ansatte har de seneste mange måneder på fornem vis fulgt myndighedernes anvisninger og undladt at møde fysisk på arbejde til gavn for os alle, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at vi nu på et forsvarligt grundlag kan åbne yderligere for den offentlige sektor og fra på mandag lade statslige, regionale og kommunale medarbejdere i Region Sjælland og Region Hovedstaden møde fysisk op på arbejde.

Mon de har glemt os?

Nyheden bliver hilst velkommen i Sorø, hvor borgmester Gert Jørgensen (KF) var ved at være i tvivl om, hvorvidt regeringen mon havde glemt de offentligt ansatte i landets østlige kommuner.

- Det er jeg rigtig glad for. For det er klart, at da vi fik udmeldingen om den tredje fase, var jeg ked af, at man lige nøjagtigt omgik de her administrative personaler på kommunerne øst for Storebælt, siger han.

Borgmesteren så ikke nogen mening med, at når man nu måtte gå i både fitnesscenter, svømmehal og tivoli, hvorfor kunne de administrative personale ikke få lov til at vende tilbage fra hjemmekontorerne?

- Gad vide, om de havde glemt os, spørger han retorisk med et smil og fortsætter:

- Det glæder det mig meget, at de har kunnet tage en beslutning hurtigt, og at det kan blive på mandag.

Savner forklaring

Selvom det er gået hurtigt med at træffe en beslutning, så havde Sorø-borgmesteren dog gerne set en forklaring på den differentierede genåbning af landets offentlige arbejdspladser.

Alt hvad vi gør, også i administrationen, er væsentligt, for ellers havde vi det ikke

Gert Jørgensen (KF), borgmester, Sorø Kommune

Den manglende udmelding i forhold til de administrative funktioner i Østdanmark har ind til i dag sat kommunerne i et dilemma, forklarer Gert Jørgensen. Der er nemlig en kattelem i genåbningsaftalens formulering gående på, at områder, som er særligt udsatte for ”sagspukler” kan møde ind.

Den formulering falder Sorø-borgmesteren for brystet.

- For alt hvad vi gør, også i administrationen, er væsentligt, for ellers havde vi det ikke, siger han.

En ting er, at hjemmearbejdet kan fungere – og har fungeret – fint i en periode. Noget andet er, hvis den periode bliver for lang.

- Så er det ikke længere et spørgsmål om at kunne løse presserende opgaver i en krisetid, men om at få en kommunes daglige drift og udvikling til at fungere tilfredsstillende, så vi fortsat kan tage hånd om kommunens opgaver i forhold til vores borgere og erhvervsliv, påpeger Gert Jørgensen og tilføjer:

- Og sådan må samfundet heller ikke udvikle sig, at man går bort fra dialog og fællesskaber og alt skal køres via en skærm.

Opfordrer til hjemmearbejde

Sorø Kommune har i alt 2200 ansatte. Langt fra alle har været sendt hjem. Men erfaringerne med hjemmearbejde vil nu blive evalueret.

- For der er nogle områder, hvor det giver god mening at arbejde hjemmefra, siger Gert Jørgensen.

- Men det her med, at dele Danmark op i Øst- og Vest uden en sundhedsfagligvurdering, det, synes jeg, ikke er den rigtige vej at gå, og da slet ikke, når man i tredje fase åbnede for noget, der ud fra en smitterisiko kunne have ventet til fjerdefase.

Den offentligt ansatte vest for Storebælt fik lov til at vende tilbage til deres arbejdspladser i forbindelse med en udvidet genåbning af fase to. Der opfordres dog ifølge Justitsministeriet til, at der så vidt muligt fortsat "anvendes hjemmearbejde i relevant omfang og forskudte mødetider".

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App