Bondegårdsferie storhitter i år: - Vi har aldrig oplevet noget lignende

Hos Landsforeningen for Landboturisme oplever man rekordstor interesse for at tage på bondegårdsferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tag på bondegårdsferie og oplev den dejlige natur, rid på heste og få mulighed for at fodre dyrene.

Dén ferieopskrift tiltaler mange børnefamilier – især i år, hvor rekordmange har fravalgt charterferien til fordel for ferieoplevelser inden for landets grænser.

quote Efterspørgslen har været helt forrygende. Vi har aldrig oplevet noget lignende

Niels Henrik Nielsen, ejer, Lykkebjerg Bondegårdsferie.

Det har man blandt andet kunne mærke hos Lykkebjerg Bondegårdsferie ved Ruds Vedby.

- Efterspørgslen har været helt forrygende. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Vi er faktisk lidt kede af, at vi må sige nej til så mange, siger Niels Henrik Nielsen, der ejer Lykkebjerg Bondegårdsferie.

Helt tæt på naturen

På Lykkebjerg Bondegårdsferie er der plads til syv familier ad gangen, og her den første uge af skolernes sommerferie er der allerede godt tryk på. Der er nemlig stor interesse for at udfylde årets sommerferie med autentiske oplevelser på landet.

- Vi synes, at børn har godt af at komme ud på landet og opleve, hvordan det er. De finder ud af, at der går dyr på markerne, som man godt kan klappe, fortæller Judith Ranis fra Herlev.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Bondegården har mange forskellige dyr - blandt andet et højlydt æsel, der vækker gæsterne sammen med hanen om morgenen. 
Bondegården har mange forskellige dyr - blandt andet et højlydt æsel, der vækker gæsterne sammen med hanen om morgenen.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Judith Ranis og Flemming Hansen har i år valgt at tage på bondegårdsferie sammen med deres to børnebørn. De har valgt den udgave af bondegårdsferien, hvor man skal overnatte i shelter, så de kommer helt tæt på naturen.

- Der er jo en masse dyr, der hvor vi er. Der er et æsel, der vækker os hver morgen, og der er flagermus, inden vi skal i seng. Der er også en hane, og det første Sofie (barnebarnet, red.) gør hver morgen er at finde blade til kaninerne, der er lige rundt om hjørnet, siger Flemming Hansen.

Læs også
Kronede dage for kanoudlejere: - Det er den vildeste sæson, vi har oplevet i 40 år
Læs også
Kronede dage for kanoudlejere: - Det er den vildeste sæson, vi har oplevet i 40 år

Det er især omkring dyrene, der skal fodres, at børnene flokkes. Her bliver lam og får fodret med sutteflaske og  spiser ufortrødent fra spande omringet af børn.

Artiklen fortsætter under billedet. 

For Sofie Schütt Hansen har bondegårdens æsel en særlig stjerne.
For Sofie Schütt Hansen har bondegårdens æsel en særlig stjerne. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

På bondegården lærer børnene også hurtigt de forskellige dyrs præferencer og personligheder. 

- Vi skulle kalde ham for en hest, fordi han ikke kan lide at blive kaldt for et æsel – så bliver den ked af det, siger Sofie Schütt Hansen om bondegårdens æsel.

På bondegården Lykkebjerg er alt booket helt frem til uge 33, så nu er Niels Henrik Nielsen begyndt at opfordre folk til at komme forbi på en miniferie på den anden side af sommerferien.


Nyhedsoverblik