Handelsstandsforeningen Sorø Handel & Service har modtaget over 2.000 underskrifter mod kommunens planer om at nedlægge 16 centralt placerede parkeringspladser i Sorø.
Det hjælper altså ikke, at politikerne beslutter at finde erstatningspladser 200 meter væk
Men fire ud af fem medlemmer af Natur, Teknik og Planudvalget i Sorø Kommune vil det anderledes.
Til et møde i udvalget er det blevet besluttet, at de 12 parkeringspladser på Torvet foran byens gamle rådhus sammen med fire andre centralt placerede p-pladser skal nedlægges.
- Selvfølgelig gør det indtryk at modtage så mange underskrifter, men det er et spørgsmål om, hvad man vil med torvet, siger Jakob Meibom (S), der er næstformand i Natur, Teknik og Planudvalget.
Jakob Spliid fra Venstre stemte som den eneste imod at nedlægge parkeringspladserne.
- Det er en forkert beslutning at nedlægge parkeringspladserne, hvis vi skal tiltrække mennesker til byen, siger Jakob Spliid, medlem af Natur, Teknik og Planudvalget.
Den endelige beslutning om eventuelt at nedlægge parkeringspladserne træffes af kommunalbestyrelsen i den kommende uge.
Vil fremhæve det gamle rådhus
For udvalget har det været vigtigt at omdanne byens torv til et mere imødekommende og åbent byrum.
- Vi vil gerne fremhæve det gamle rådhus, og det kan vi bedre, hvis der ikke er parkeringspladser der, forklarer Jakob Meibom.
Kommunens planer for torvet har også bragt den stationære pølsevogn Klostergrillen i farezonen, men udvalget vil gerne bevare den.
- Vi enige om at bevare pølsevognen, men vi er også klar på at flytte den. På den måde kommer torvet og rådhuset til at fremstå mere som en helhed, siger Jakob Meibom.
Ærgrer formanden
Udvalgets beslutning ærgrer Katrine Rogert Skovsgaard, der er formand for Sorø Handel & Service. Hun ærgrer sig især over, at kommunalpolitikerne ifølge hende ikke har taget det lokale handelsliv med på råd.
Sorø er en ind-og-ud by, hvor folk kommer for at handle hurtigt, og hvis de ikke kan finde p-pladser tæt på de butikker de vil handle i, så bliver de væk
- Det kan godt være de har talt med nogle byrumseksperter, men de har glemt at tale med hverdagens eksperter, nemlig os der driver byens butikker.
- Når de ikke vil lytte til os, når vi står og vifter med over 2.000 underskrifter imod deres planer, så ved jeg ikke hvornår de vil, siger hun.
Katrine Rogert Skovsgaard frygter, at Sorøs i forvejen hårdt pressede handelsliv bliver endnu mere presset, når de centralt placerede parkeringspladser fjernes.
- Det hjælper altså ikke, at politikerne beslutter at finde erstatningspladser 200 meter væk. Det er langt at gå i en travl hverdag.
- Sorø er en ind-og-ud by, hvor folk kommer for at handle hurtigt, og hvis de ikke kan finde p-pladser tæt på de butikker de vil handle i, så bliver de væk, forudser hun.
Hun opfordrer politikerne til at inddrage det lokale handelsliv i beslutningsprocessen af det nye torv.