18-årig virksomhedsejer drømmer om at sælge sin chokolade i hele Europa

Magnus Bruun er vild med chokolade og har egen virksomhed. Når han er færdigudlært konditor, vil han være selvstændig på fuld tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Min drøm er, at jeg kommer ud i hele Europa med det.

18-årige Magnus Bruun tænker stort, og det kan han også tillade sig.

Han står i barndomshjemmets køkken i Sorø og rører en hvid creme af chokolade, der skal blive til fyldte chokolader med hindbær og havtorn. Det er tydeligt, han befinder sig i vante rammer med chokoladen, og han kan teknikken til fingerspidserne. 

Interessen for chokolade fik han som 10-årig. Som 17-årig tog han så skridtet fuldt ud og stiftede egen virksomhed, som lige måtte stå i mors navn, indtil han fyldte 18.  

Selvom Magnus Bruun er flyttet hjemmefra, foregår produktionen af chokolade til hans virksomhed stadig i køkkenet i Sorø. Derfor er det meste af barndomshjemmet fyldt op med chokolademateriale.

Artiklen fortsætter under billedet.

Magnus Bruun er flyttet til København, men laver stadig chokoladebestillingerne i barndomshjemmet i Sorø.
Magnus Bruun er flyttet til København, men laver stadig chokoladebestillingerne i barndomshjemmet i Sorø. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

I skuret står der chokolade, fordi der er koldere dér end i resten af huset. I entreen er der råvarer. På Magnus' barndomsværelse og på loftet er der emballage, mens der på hans brors værelse er færdige produkter. Selv bag sofaen i stuen står der kasser med materialer. 

Resten af familien er også inddraget i Magnus Bruuns virksomhed. 

- Min lillesøster folder æsker og klipper bånd, min mor pakker produkterne og tager en opvask engang imellem og min far er med inde over alt det der økonomiske, siger han.

Grøn 3
Læs også
Musik i baghaven erstatter aflyste Grøn-koncerter: - En super god idé
Grøn 3
Læs også
Musik i baghaven erstatter aflyste Grøn-koncerter: - En super god idé

Fra forældrene er der fuld opbakning. 

- Han skal nok blive til noget, for han ved, hvad han vil, og han viser, at han nok skal nå derhen, siger mor Ulla Bruun.

- Og hans passion for tingene, og den måde, han går til tingene. Der bliver lagt rigtig meget i det, supplerer far René Bruun.  

I lære på Conditori La Glace

Egentlig er passionen for chokolade og virksomheden en bibeskæftigelse for Magnus Bruun.

Førsteprioriteteten er lærejobbet som konditor hos Danmarks ældste konditori, Conditori La Glace, der ligger på Strøget i København. Her er der ingen sure mine over, at Magnus også prioriterer chokoladen.

- Jeg er pjattet med folk med ambitioner, og drømme er noget af det vigtigste. Så det, synes jeg, er godt, siger indehaver Marianne Stagetorn Kolos.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hos Conditori La Glace, hvor Magnus Bruun er i lære som konditor, er der roser fra indehaver Marianne Stagetorn Kolos.
Hos Conditori La Glace, hvor Magnus Bruun er i lære som konditor, er der roser fra indehaver Marianne Stagetorn Kolos. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

I hendes ører lyder det slet ikke urealistisk, at Magnus Bruun en dag vil leve af sin chokolade.

- Der er masser af gåpåmod i Magnus, han har vilje og talent, så det kan man ikke udelukke. Men det kræver også lidt held, siger Marianne Stagetorn Kolos.

Heldet er den unge mand klar til at opsøge.

- Min plan er at gå fuld tid, når jeg er færdigudlært, siger Magnus Bruun. 


Nyhedsoverblik