En 80-årig kvinde blev onsdag eftermiddag hårdt kvæstet ved en trafikulykke ved Dianalund.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- 2 biler stødte frontalt sammen, og 2 personer blev kvæstet ved ulykken, siger politiets vagtchef Anders Mikkelsen.
Han kender endnu ikke den kvæstede kvindes tilstand, og ved heller ikke, om der var passagerer i de 2 forulykkede biler.
Også en 55-årig mand fra den modkørende bil blev kvæstet ved ulykken. Han blev med ambulance fragtet til behandling på det lokale sygehus.
- Vi har sendt vores bilinspektør til ulykkesstedet, men vi kan endnu ikke komme med mange detaljer om ulykken eller de kvæstede, siger vagtchefen.
Ulykken skete på Dianalundvej umiddelbart nord for Dianalund.