Vilde billeder: Flyvende bus grebet af buskads over bæk

En stjålen minibus er blevet fundet hængende i et buskads hen over en større bæk. Politiet antager, at bilen har været på en længere flyvetur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt tyder på, at en gruppe biltyve har været usandsynligt heldige, da de kørte vanvidskørsel i en stjålen minibus ved Dianalund.

Føreren tabte nemlig i høj fart kontrollen over bilen, der endte med at tage en længere flyvetur, før den endte hængende i luften i et buskads hen over en bæk.

Personerne i bilen har tilsyneladende været rigtig heldige, og har efter flyveturen selv kunnet forlade stedet. Deres bagage er dog blevet efterladt i bilen, erfarer TV2 ØST.

Tæt på at ramme træ

Biltyvene har dog været meget heldige. Undervejs på sin flyvetur har bilen været kun en halv meter fra at ramme et større træ, fortæller øjenvidner på stedet.

Bilen måtte trækkes fri af buskads og bæk af en firehjulstrukket lastvogn, før den kunne undersøges nærmere.

Stjålet i Slagelse

Minibussen er en rød Volkswagen Transporter, der angiveligt blev stjålet natten til onsdag i Slagelse.

Bilen tilhører Autismecenteret. Fra bilen er der sikret en række spor.


Nyhedsoverblik