Unge idræts-hjælpere ud i sfo'er

Det er et stort problem for idrætsklubber landet over, at mange unge i 13-14 års alderen stopper som aktive udøvere. Derfor vil man nu i Sorø tilbyde dem en basis træner-uddannelse med henblik på, at de senere kan få job i lokale sfo'er, skriver DAGBLADET Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

 

Det er et stort problem for idrætsklubber landet over, at mange unge i 13-14 års alderen stopper som aktive udøvere, fordi de i stedet bruger tid på forskellige eftermiddagsjob.

Den udvikling vil man nu prøve at sætte en stopper for i Sorø Kommune på en særdeles utraditionel måde, skriver DAGBLADET Ringsted.

- Vi vil ganske enkelt tilbyde de unge, at de kan få en basis træner-uddannelse, der er særligt rettet mod børn i 6-11 års alderen, og så kan de efterfølgende få eftermiddagsjob i de lokale sfo'er, forklarer formanden for Sorø Sportsråd, Ole Ring.

- Lønnen vil blive den samme som for eksempel for en flaskedreng, og det er et krav, at de unge skal være medlem af en idrætsforening.

- På den måde vil vi dels kunne fastholde de 13-16 årige i foreningerne og dels få noget mere idræt og fysisk udfoldelse ind i sfo-børnenes dagligdag, siger Ole Ring til DAGBLADET Ringsted.

Ordningen tilbydes foreløbigt otte unge i Sorø Kommune, og BUPL har sikret sig, at der ikke vil blive skåret i normeringen i de pågældende sfo'er.

- Bliver det en succes, er målet at få et ungt træner-team bestående af dreng og en pige ansat på hver af kommunens sfo'er, siger Ole Ring til DAGBLADET Ringsted.