Ung mands badning udløste redningsaktion

2 unge mænds badning i Sorø Sø udløste tirsdag formiddag en stor eftersøgning med både helikopter og både.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En storstilet redningsaktion blev tirsdag formiddag sat i gang i Sorø, efter en ung mand forsvandt ud af syne under badning i Sorø Sø.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Den unge mand var ude at svømme i søen med en kammerat, da han klagede over ondt i armene. Kort efter forsvandt han ud af syne for kammeraten.

Både en helikopter fra Flyvevåbnet og flere både blev derfor indsat i eftersøgningen af den unge mand.

Efter en times eftersøgning kunne den unge mand dog selv afblæse jagten, da han drivvåd henvendte sig til beredskabet. Det oplyser øjenvidner til TV2 ØST.