Underskriftsindsamling skal få togene tilbage på Tølløsebanen

I disse dage bliver der samlet en masse underskrifter ind blandt de erhvervsdrivende langs den nu lukkede strækning på Tølløsebanen. De vil have togene tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pendlerne på Tølløsebanen mellem Skellebjerg og Slagelse har siden i mandags måtte undvære toget. Men nu skal en underskriftsindsamling blandt områdets erhvervsdrivende overbevise regionsrådets politikere om, at de slidte skinner skal repareres. Ellers frygter de simpelthen, at kunderne forsvinder.

- Hvis ikke toget er her, og hvis ikke Tølløsebanen er her, så kommer butikker og erhvervsdrivende og foreninger her altså til at have meget store problemer, siger Eva Flyvholm, der udover at være folketingspolitiker for Enhedslisten også samler underskrifter ind for støttegruppen Bevar Tølløsebanen.

Fredag var hun på rundtur blandt de erhvervsdrivende i Ruds Vedby. Og der var stor villighed til at skrive under på opfordringen om at få renoveret de slidte skinner. De er nemlig nervøse for, at kunderne forsvinder, hvis de ikke kan komme til og fra byen med toget.

- Jamen det ender vel med, at folk måske flytter fra byen her, siger Anita Thorup fra Dagli’Brugsen i byen.

Siden beslutningen om at nedlægge togdriften på strækningen trådte i kraft i mandags, har de godt 600 daglige passagerer altså måtte kigge langt efter deres foretrukne transportform. Med togbusserne får de godt 10 minutters ekstra transporttid. Bevar Tølløsebanen har inden dagens rundtur i Ruds Vedby samlet mere end 80 tilkendegivelser fra erhvervslivet i Stenlille og Dianalund ind.

- Der er rigtig god opbakning. Alle virksomhederne vil rigtig gerne skrive under, siger Eva Flyvholm.

Gruppen planlægger at aflevere underskrifterne til Regionsrådspolitikerne den 4. februar.


Nyhedsoverblik