Sorø Kommune er i top til at skaffe arbejdspladser

De sidste fem år er der skabt 550 flere arbejdspladser i Sorø Kommune. Og nu kommer der 200 mere hos virksomheden Hørkram.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når det handler om at skaffe arbejdspladser, skiller Sorø Kommune sig positivt ud. I løbet af de sidste fem år er der kommet 550 nye arbejdspladser især indenfor bygge- og anlægsbranchen, i transportbranchen og indenfor servicefagene.

quote Når det handler om at skabe vækst, er vi ikke rigtig en kommune. Vi er mere en servicevirksomhed.

Laila Brejner Carlsen, erhvervschef, Sorø Erhverv

- Vi er i bund og grund gode til at være i dialog med virksomhederne, fortæller Laila Bregner Carlsen, erhvervschef hos Sorø Erhverv.

Kommune som servicevirksomhed

Kommunen gør alt, hvad den kan for både at tiltrække og fastholde virksomheder indenfor kommunegrænsen.

- Når det handler om at skabe vækst, er vi ikke rigtig en kommune. Vi er mere en servicevirksomhed. Og vi gør alt hvad vi kan for at samarbejde tværfagligt, fortæller erhvervschefen.

Ikke hvile på laurbærene

Den seneste udmelding fra Hørkram, der regner med at ansætte 200 nye medarbejdere i løbet af de næste fire år, får smilet frem på læben hos erhvervschefen.

- Men det betyder ikke, at vi skal hvile på laurbærerne, siger hun.

Laila Brejner Carlsen fortæller, at erhvervsrådet er i gang med at kigge på, om nogle af virksomhederne i kommunen kunne blive lidt mere internationale og bevæge sig ind på eksportmarkeder.

- Vi er gode til alle sammen at tale kommunen op. Det giver en god energi og et godt klima, hvor vi alle har det samme for øje – nemlig at gøre det bedst mulige for vores virksomheder, siger Laile Brejner Carlsen.

Udfordring at finde folk

Det kan dog komme til at blive lidt vanskeligt for Hørkram at skaffe alle sine nye medarbejdere fra lokalområdet. Virksomheden har et samarbejde med Jobcentret, der hjælper med at finde de rigtige medarbejdere.

- Vi søger på tværs af kommunerne, men der kan blive tale om at skulle til Fyn og København for at finde folk nok, der har kvalifikationerne, siger Birgitte Nielsen, virksomhedskonsulent i Sorø Kommune.

Hun er glad for, det ikke er på én gang, Hørkram har brug for de mange ekstra medarbejdere. For det kunne blive en stor udfordring.

- Heldigvis er Hørkram selv gode til at tage folk ind i praktik og opkvalificere dem, så de kan varetage et ledigt job, siger Birgitte Nielsen.

Erhvervschef Laila Brejner Carlsen fortæller, at Sorø Erhvervsråd og Sorø Jobcenter har et samarbejde, så de kan skaffe mest mulig lokal arbejdskraft.


Nyhedsoverblik