¨

Skolelærer tiltalt for at voldtage 13-årig med håndjern og halsbånd

I skolelærers natskuffe lå halsbånd og håndjern med skoleelevs DNA. Læreren er tiltalt for voldtægt, men siger, at forholdet var frivilligt

I skolelærers natskuffe lå halsbånd og håndjern med skoleelevs DNA. Læreren er tiltalt for voldtægt, men siger, at forholdet var frivilligt

Det var under en ransagning af en 32-årig lærers hjem i januar i år, at politiet fandt forskellige remedier med DNA fra den13-årige pige, han underviste i idræt på en skole i Sorø Kommune. 

Det kom frem i Retten i Næstved tirsdag, da anklager Siw Olsen fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi dokumenterede, at der var påvist DNA fra pigen på et tæppe fundet i baggagerummet i lærerens bil, samt på et reb, et sæt håndjern og et halsbånd. 

Anklageren dokumenterede ligeledes fra en personundersøgelse af pigen på Rigshospitalet. 

Hun kunne ikke få ordene over sine læber

 

Pigen har forklaret, hvordan hun, efter at læreren havde taget halsgreb på hende, havde blå mærker på halsen. Hun forklarede, at hun ved undersøgelsen på Rigshospitalet måneder efter halsgrebet stadig ved berøring havde ondt på halsen, især i sit adamsæble.

Forud for personundersøgelsen havde pigen i januar fortalt en kvindelig lærer, at hun var blevet voldtaget af den 32-årige mandlige idrætslærer.

Igennem længere tid op til betroelsen forsøgte hun at samle mod til at sige det til en voksen, men var bange for konsekvenserne. Det viser en SMS-korrespondance, pigen har haft med en veninde, som anklageren fremlagde i dag.

Skrev voldtægt

Den kvindelige lærer fortalte i retten mandag, at da pigen havde bedt om en samtale, kunne hun alligevel ikke få sig selv til at sige, hvad der var sket. Hun kunne ikke få ordene over sine læber.

Først da læreren spurgte, om pigen kunne skrive, hvad der var sket, nikkede hun, og skrev derefter voldtægt på en blok.

DET ER LÆREREN TILTALT FOR:

Der er 12 forhold i sagens anklageskrift.

 

Seks af forholdene drejer sig om blufærdighedskrænkelser. Læreren skulle blandt andet kort før sommerferien 2018 have bedt den 13-årige pige om at følge med ind i et skur ved skolens idrætshal, hvor han skulle have givet hende en kjole, hun skulle tage på. Derefter befølte han angiveligt den unge pige. Generelt handler flere af blufærdighedskrænkelserne om, at læreren har befølt den unge pige intime steder.

 

Læreren er desuden tiltalt for at have opfordret den 13-årige pige til at se porno og for at sende hende pornofilm på Messenger samt for at bede pigen om at filme sig selv.

 

Han er også tiltalt for at tage en anden pige på skolen på bagdelen og for flere gange at røre en tredje og fjerde pige på brysterne uden på tøjet.

​​​​​

Læreren skulle desuden flere gange have tvunget den 13-årige pige til at give ham oralsex og have rørt hende intime steder. Han skulle have holdt hendes arme fast og have sagt noget lignende "du skal gøre, hvad jeg beder om, ellers går det udover din familie".

 

Han er også anklaget for at have voldtaget den 13-årige pige, selvom hun flere gange sagde "nej" og "lad være", og selvom hun angiveligt forsøgte at komme fri ved at sparke ham på skuldrene og forsøge at sætte sig op. Han skulle derudover have filmet, at han tvang hende til at udøve oralsex på ham.

 

I et andet tilfælde er han anklaget for at voldtage hende i en skov ved skolen, hvor han blandt andet skulle have taget hende om halsen og klemt til, så hun ikke kunne få vejret.

 

​​​​​​Læreren er også tiltalt for forsøg på besiddelse af børnepornografi ved at bede den 13-årige sende nøgenbilleder af sig selv.

 

Derudover er han tiltalt for vidnetrusler. Han skulle angiveligt have fortalt den 13-årige pige, at han var tidligere soldat og med i en hemmelig gruppe, som ville slå hende og hendes familie ihjel, hvis de fandt ud af, at hun kendte til gruppen. Han skulle også have sagt, at de ville slå hende og familien ihjel, hvis hun fortalte, hvad der var sket.

 

 

Kilde: Anklageskriftet

Se mere

Skolens ledelse anmeldte derefter forholdet til politiet. Pigens forklaring til politiet er blevet afspillet for nævninger og dommere i retssal seks for lukkede døre på grund af pigens unge alder.

Men det står fast, at politiet ved personundersøgelsen på Rigshospitalet bad personalet om at undersøge hende for tegn på, at hun er blevet voldtaget vaginalt og analt, samt at hun er blevet kneblet og muligvis har haft en kugle i munden. 

Skolelærer: Det var frivilligt

Skolelæreren erkender, at han har haft en seksuel relation til den 13-årige pige. I retten har han forklaret, at han lider af PTSD og at hans dømmekraft derfor var svækket.

Da pigen gerne ville indgå i en seksuel relation med ham, var han derfor ikke i stand til at sige fra, men lod sig rive med. Han afviser at have haft analt samleje med pigen og mener heller ikke at der har været tale om penetration med hans penis. 

I forhold til at pigens DNA er fundet på både håndjern, reb og halsbånd, der var i lærerens besiddelse,  erkender han at have brugt dem på pigen.

Skolelæreren har i retten selv forklaret, at han i forbindelse med et kursus i selvforsvar på skolen havde håndjern med, og at pigen efterfølgende bad ham om at tage remedierne med, da de skulle mødes. Her lagde han hende på et tæppe og lod hende få halsbånd og håndjern på, imens de havde anden kønslig omgang. Pigen var ifølge skolelæreren indforstået med dette. 

Uanset om forholdet var frivilligt eller ej, er det ulovligt at have sex med et barn under 15 år. 

Det kan have en afgørende betydning for en eventuel straf, om læreren bliver dømt for at have haft frivillig sex med en mindreårig, eller om han, som anklagemyndigheden har lagt op til i anklageskriftet, har voldtaget pigen.

Derudover er det en skærpende omstændighed, at tiltalte er pigens lærer. Det betyder at det er ulovligt for ham at have sex med pigen, før hun er 18 år. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App