¨

Ralf: - En spasser kan også løbe

Det tog Ralf Werner Rasmussen, der er spastisk lammet, 29 minutter at løbe Sorø Byløb.

Selvom Ralf Werner Rasmussen er spastisk lammet og har brugt flere år af sit liv i kørestol, så har det aldrig stoppet ham. I dag løb han Sorø Byløb.

Han kalder sig selv for spasser.

Ralf Werner Rasmussen går også under navnet: Spasser in Black. Og det navn bærer han stolt på sin sorte trøje og kasket.

Ralf er ikke bange for at provokere, og han er slet ikke bange for at råbe ud til hele verden, at han er spastisk lammet. Benene. De er skæve. Og kroppen vil ikke altid det, som Ralf vil.

Men Ralf er en fighter. Han kan selv. Og han vil selv. For blot syv år siden var han lænket til sin kørestol.  Men en dag fik han nok. Han ville gå. Og nu. Syv år senere, løfter Ralf tunge vægte flere gange om ugen, og så løbetræner han.

En mand med en mission

I dag var det Sorø Byløb, der var Ralfs udfordring.

Og selvom det kun er 2,5 kilometer. En lille tur for det fleste, så føles det som et maraton for Ralf.

- Det var hårdt. Meget hårdt og varmt, siger han.  

Men når man er en mand med en mission. Så må man bide det i sig.

- Jeg træner og løber for at vise, at selvom man har et handicap, så kan man fandme godt alligevel.

Målet i dag var at gennemføre de 2,5 kilometer på under en time. Da Ralf løb over målstregen, så var der kun gået 29 minutter. Han har dermed slået sin egen personlige rekord.

- Det gik bare rigtigt godt. Det var meget varmt, men der var heldigvis masser af støtte ude på turen. Folk var gode til at komme forbi og give mig et klap på skulderen. Det var meget fedt, synes jeg.  

Vil gerne provokere

I dag havde Ralf inviteret veninden Hanne Vilmann med på løbeturen. De kender hinanden fra træningscentret. Hanne kan sagtens gå og løbe. Faktisk har hun fem maraton i bagagen. Men i dag var der bytte om på rollerne. Hanne skulle nemlig sidde stille i Ralfs kørestol på hele turen.

- Jeg mener, det er vigtigt at sende et budskab om, at handicappede også sagtens kan, hvis de har lyst til det og mod på det, siger Hanne Vilmann.

For Ralf handler det også om, at vende lidt op og ned på tingene. Normalt er det de handicappede, der sidder i kørestol, når der for eksempel skal løbes et maraton. Og det kunne Ralf godt tænke sig at gøre op med.

- Lige nu er der meget fokus på folk, der skubber handicappede, og det synes jeg faktisk er et spøjst koncept. Jeg kan ikke se, hvad de handicappede får ud af det? Jeg ville ikke selv få noget ud af det. Jeg synes, det ville være bedre, hvis man fandt noget, hvor man er lige. Om man så kun skal gå 10 meter, siger Ralf Werner Rasmussen.

Hvis du vil følge med i Ralfs liv og hans udfordringer, så kan du følge med lige HER på Facebook.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App