Planerne om en økolandsby i Sorø er droppet

Det er ikke lykkedes at finde nok interesserede i den planlagte økologiske landsby i Sorø, og derfor er planerne nu droppet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var ellers mødt en del interesserede borgere op, da firmaet Eco Village i januar havde indbudt til et informationsmøde om en ny, økologisk landsby i Sorø.

Planen var, at der skulle bygges omkring 40 økovenlige boliger i den sydlige ende af Frederiksberg, men den spirende interesse for projektet blev aldrig forvandlet til køb. Derfor er projektet nu droppet, fortæller borgmester i Sorø, Gert Jørgensen (K).

quote Den tilbagemelding, jeg har fået, er, at der ikke har været nok interesserede

Gert Jørgensen (K), borgmester, Sorø

- Den tilbagemelding, jeg har fået, er, at der ikke har været nok interesserede. Derfor er vi så gået videre med at udbyde de områder, der var tiltænkt Eco Village, siger han til TV ØST.

Priserne har måske skræmt væk

Boligerne var planlagt til at være mellem 36 og 125 kvadratmeter store. Det økologiske aspekt bestod blandt andet i, at der skulle bruges regnvand til toiletskyl og tøjvask, og at der skulle være fællesspisning fire dage om ugen. Priserne lå på mellem én og tre millioner kroner afhængigt af boligens størrelse.

Læs også
Regnvand til tøjvask: Økologisk landsby på vej til Sorø
Læs også
Regnvand til tøjvask: Økologisk landsby på vej til Sorø

Og borgmesteren tror, at det blandt andet er priserne, der har skræmt potentielle købere væk. 

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at prisniveauet måske har været lige højt nok, siger Gert Jørgensen.

Sorø Kommune er nemlig positivt stemt overfor boligideer som dem, Eco Village havde med i projektmappen.

- Vi vil gerne udbyde så mangfoldige boligtyper som muligt. Og den her type boliger kan vi se er meget populære i andre kommuner. Vi vil meget gerne tiltrække den slags muligheder, hvor man er fælles om nogle ting, siger borgmesteren.

To jordstykker tilbage

Jorden er nu blev udbudt til anden side, og en af tre parceller er allerede solgt. Her er det planen, at der skal være tæt-lav bebyggelse.

quote Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at prisniveauet måske har været lige højt nok

Gert Jørgensen (K), borgmester, Sorø

- Men der er stadig to jordstykker tilbage, så hvis nogen skulle byde sig ind, så er vi åbne for det, siger Gert Jørgensen.

TV ØST har forsøgt at få en kommentar fra Eco Village, men det har indtil videre ikke været muligt.


Nyhedsoverblik