Perlende, perlestolte perlemagere

Brugere fra værkstedet på Filadelfia præsenterede i dag tre perleværker i Det Go´e Hjørne i Dianalund. De har brugt fire måneder på at lave dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ganske særlig fernisering fandt i dag sted i butikken Det Go´e Hjørne i Dianalund. Her var der røde kinder, glæde og stolthed at spore, da en gruppe brugere fra værkstedet på Filadelfia præsenterede tre kunstværker bestående af i alt 83.817 rørperler. Værkerne har taget fire måneders koncentreret arbejde at lave.

- Det har taget meget, meget lang tid, men det har været hyggeligt. Det er almindelige perleplader, som vi har sat sammen til en stor, fortæller Michelle Ahm.

Lækkerier og taler 

I dag klokken 10 var der så afsløring af værkerne med en fernisering, og det hvide klæde blev løftet af de indrammede værker. Samtidig blev der serveret lækre kager og sodavand til de perlestolte skabere, og der blev holdt tale.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Værkerne blev afsløret i dag klokken 10. De forestiller kager, brød og smørrebrød, som man kan købe i butikken. 
Værkerne blev afsløret i dag klokken 10. De forestiller kager, brød og smørrebrød, som man kan købe i butikken.  Foto: Søren Kiehn - TV2 ØST

De tre billeder danner tilsammen ordene "Det Go´e Hjørne" og viser nogle af de ting, man kan købe i butikken som brød, kager, smørrebrød og sandwich, og dækker nu en stor bar væg i butikken.

Slog til med det samme

Malene Erichsen fra Det Go´e Hjørne blev for fire måneder siden kontaktet af en medarbejder fra Filadelfias Udviklingsværksted med det gratis tilbud og slog straks til.

- Jeg får nogle superflotte billeder op at hænge, og de får en udfordring og noget at lave, så det er bare dejligt, siger Malene Erichsen.

Som afslutning på ferniseringen skulle der selvfølgelig tages gruppefoto til det lokale blad Dianalund By, så alle interesserede kan se billederne – ligesom man naturligvis er velkommen til at kigge forbi og se dem i selve butikken.

Artiklen fortsætter under billedet.

Michelle Ahm er en af brugere fra værkstedet på Filadelfia, hun har været glad for at være med til at skabe billederne. 
Michelle Ahm er en af brugere fra værkstedet på Filadelfia, hun har været glad for at være med til at skabe billederne. 

- Det har været en kæmpemotivation at vide, at de skulle herned og hænge. Vi vil rigtig gerne lave flere ting, så det er bare at ringe ned til os eller komme ned forbi, så finder vi ud af det, siger Emilie Kristiansen, der er pædagogstuderende og arbejder på Filadelfia.

Så ønsker man sig et smukt værk til væggen, er det altså blot at ringe til Filadelfia i Dianalund. 

Filadelfia er et hospital for patienter med epilepsi og har derudover også specialiseret sig i behandling af patienter med erhvervet hjerneskade og søvnforstyrrelser. 


Nyhedsoverblik