Omfattende stormskader i skov

Lårup Skoven nord for Sorø er hårdest ramt på Sjælland. Og oprydningsarbejdet er i gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en skov nord for Sorø er det store oprydningsarbejde første lige begyndt.

Skoven blev hårdt ramt af mandagens storm og træerne er i den grad faldet på stribe i området.

-       Vi har travlt med at få skåret kævlerne fra, få skåret vejrummet fri, det gælder både skovveje og de offentlige veje. Vi skal skære træet i stykker, sådan så vi kan komme frem, fortæller Anders Grube, der er skovfoged i Stiftelsen Sorø Akademi Skove.

Dagens store udfordringer er blandt andet store, robuste egetræer, der er over 50 år gamle og som tager tid at få skåret ud og væk fra vejene.

-       Det er meget omfattende, det er meget tidskrævende, det er farligt og ja, det er træls arbejde for medarbejderen, siger Anders Grube.

Skovfogeden ved endnu ikke, hvor omfattende skaderne i skoven er, men stormen får økonomiske konsekvenser. Mange af træerne skulle nemlig først være fældet om mange år, når de havde vokset sig rigtigt store. Men i stedet må to tredjedele nu blive solgt som brænde.

Og så er der masser af arbejde til den kommende tid

-       Som det ser ud i øjeblikket tror jeg, der kommer til at gå et år, før vi får ryddet det sidste op i området, siger skovfogeden.


Nyhedsoverblik