Nu må stiftelse rive Ingemanns huse ned

Er flertal i Sorø Byråd har givet grønt lys til nedrivning af to små udhuse ved Sorø Akademi. Bygningerne har tilhørt digteren B.S. Ingemann og beslutningen har skabt store protester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods store protester og underskriftsindsamlinger kan stiftelsen af Sorø Akademi nu gå i gang med at rive to gamle bindingsværk-udhuse ned ved Ingemanns hus i Sorø.

Det skriver Sjællandske.

Ifølge avisen er det Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og løsgængeren Johannes Lumholt der har sagt ja til nedrivningen af digteren B.S. Ingemanns huse fra 1700-tallet.

Blandt andre Sorø Bevaringsforening har kæmpet mod beslutningen og talt for at bevare de historiske huse.

Debat om beslutning
Langt fra alle byrådsmedlemmer var enige i beslutningen om at ofre de to gamle udhuse. Byrådsmedlem Jakob Meibom havde håbet på en vurdering fra uvildig side, så det kunne blive slået fast, om bygningerne var bevaringsværdige eller ej, fortæller han til avisen.

- Det er en skam at man bare kan lade bygninger forfalde og så derefter få tilladelse til nedrivning, siger han til Sjællandske.

Venstre lagde dog blandt andet vægt på den private ejendomsret.

- Husene er i privat eje, og vi skal ikke pålægge en privat ejer udgifter, lød det fra Jens Nygaard, skriver Sjællandske.

Den kendte digter i Sorø
B.S. Ingemann boede ved Sorø Akademi fra 1822 til sin død i 1862. Han arbejdede som lektor i dansk og litteratur, og i en overgang var han også rektor på akademiet. Han har skrevet en stribe kendte salmer blandt andet Lysets Engel, I Østen Stiger Solen Op og Dejlig er Jorden.

 

 

 


Nyhedsoverblik