Lokal virksomhed fastholder ansatte ved at sende dem til ulande

Altan.dk fra Sorø satser på at sende medarbejderne udenlands for at holde på dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Altan.dk fra Sorø er ikke bekymrede for spådommene om manglende arbejdskraft i håndværksfagene. 

De har nemlig fundet nøglen til en attraktiv arbejdsplads.

Henrik Christensen er lige kommet hjem fra Nicaragua. Hans arbejdsplads altan.dk og elevator.dk fra Sorø, har nemlig tilbudt ham at bruge sin arbejdstid på at bygge en iværksætterskole i Mellemamerikas største land.

- Det ændrede fuldstændig alting at være på den rejse. Det gav et helt andet perspektiv. Jeg synes personligt, at det er en god ide. Jeg kan godt lide konceptet om, at en virksomhed bruger sit overskud på at engagere sig i socialt arbejde, og giver medarbejderne lov til at være en del af projektet, siger Henrik Christensen, medarbejder hos altan.dk. 

quote Det ændrede fuldstændig alting at være på den rejse. Det gav et helt andet perspektiv

Henrik Christensen - medarbejder altan.dk

Far og søn med store visioner

Virksomheden altan.dk blev grundlagt i 2006. De udspringer oprindeligt af et byggefirma i Ringsted grundlagt i 1994. Begge virksomheder er stiftet af Peter Knudsen, som i dag har helliget sig virksomhedens CSR-projekter. Den daglige ledelse af virksomheden står sønnen Casper Knudsen derfor for. Og når man driver, hvad der, ifølge dem, er Danmarks førende altanvirksomhed, så forpligter det. 

quote Man har pligt til at give, hvis man har mulighed for det

Direktør Casper Knudsen - altan.dk

- Vi mener, at man har pligt til at give, hvis man har mulighed for det, og det har vi været så heldige at have. Så vi har valgt, at en del af vores overskud bliver brugt ude i verden, hvor vi blandt andet har bygget iværksætterskolen i Nicaragua, siger direktør Casper Knudsen.

Det handler om socialt ansvar

CSR står for Corporate Social Responsibility og handler i bund og grund om at tage socialt ansvar. Et ansvar som firmaet både tager internationalt og lokalt. Blandt andet har de det sidste år haft en aftale med et lokalt plejehjem i Sorø, hvor de har haft beboerne med på udflugter et par gange om ugen. Og projektet er ikke det første internationale projekt virksomheden har kastet sig over. Tilbage i 2014 byggede de en fodboldbane i Zambia.

- Det er fedt at arbejde for en virksomhed, der går så meget op i socialt arbejde. Det betyder, at når jeg monterer en altan, så ved jeg, at en del af pengene fra den, går til et socialt projekt. Og det giver altså en større arbejdsglæde, siger Henrik Christensen, medarbejder altan.dk

quote Det betyder, at når jeg monterer en altan, så ved jeg, at en del af pengene fra den, går til et socialt projekt

Henrik Christensen - medarbejder altan.dk

’Vi vil være med’

For direktøren er CSR-projekterne en grundsten i firmaets politik.

- Da vi var et lille firma, der ikke tjente så meget, så var det penge til den lokale fodboldklub. Nu laver vi ca. 3.000 altaner om året, så indtjeningen er steget markant, så nu kan vi gøre mere. Vindingen ved det her skulle gerne være, at vi får en arbejdsplads som medarbejderne er stolte af at være end del af. På den måde kommer vi forhåbentlig aldrig til at mangle arbejdskraft, siger direktør Casper Knudsen.

CSR-projekter trender

Ifølge Dansk Industri, så vil der inden for en årerække være mangel på arbejdskraft i de håndværksmæssige fag. Så virksomhederne er nød til at tænke ud af boksen, hvis vil de tiltrække medarbejdere.

quote Det handler ikke længere kun om løn men i høj grad om at kunne gøre en forskel

Chefkonsulent Sara Krüger Falk - DI

- Vi ser en tendens til at interessen for CSR-projekter og bæredygtige virksomheder stiger markant med den ny generation på arbejdsmarkedet. De unge i dag er meget bevidste om at søge stillinger, der har styr på deres CSR-strategi. Det handler ikke længere kun om løn, men i høj grad om at kunne gøre en forskel. Så virksomheder der lægger sig i selen for at have en sund strategi inden for det område, er mere konkurrencedygtige i fremtiden, når vi kommer til at mangle arbejdskraft, siger Chefkonsulent Sara Krüger Falk fra Dansk Industri. 


Nyhedsoverblik