Kim nyder at svinge med battet: Bordtennis hitter hos de gråhårede

Motion, hygge og fællesskab er vigtige begreber i et nyt koncept, hvor plus 60-årige mødes og spiller en gang bordtennis i dagtimerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sorø Bordtennisklub er en af de 140 klubber i landet, der satser på projekt BAT 60+, og lige nu er der 35 medlemmer.

63-årige Kim Rosenberg er en af de glade spillere i kælderen under Sorøhallen.

- Jeg synes, det er fantastisk. Nu har jeg ikke spillet i 40 år, og det er skønt at komme tilbage, siger han til TV Øst.

Bag konceptet står Dansk Bord Tennis Union og DGI Bordtennis, og det er en tidligere landsholdspiller fra Sorø, Ole Hückelkamp, der har været med til at tilrettelægge seniorprojektet.

2000 spillere på landsplan

- Det er en succes, for når folk først kommer inden for dørene, så får de julelys i øjnene. Og går herfra i godt humør, siger Ole Hückelkamp, der tilføjer, at et godt fællesskab virkelig betyder meget for ældre mennesker.

I følge folkene bag BAT 60+ så strømmer seniorerne til den fælles aktivitet. Lige nu er der 2000 spillere på landsplan, og vurderingen er, at det vækster med 20 procent om året.

Og det er godt. Ikke mindst for dansk bordtennis, der de sidste 25 år har oplevet en medlemsmæssig rutchetur.

- Halvdelen er medlemmer er væk, så det er dejligt, at vi kan bidrage med mange, nye medlemmer, siger Ole Hückelkamp.


Nyhedsoverblik