Går glip af tre måneders pension

Jonna Askling fra Dianalund fik ikke at vide, hun skulle søge om sin folkepension. Og nu går hun glip af 3 måneders pension svarende til næsten 17.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jonna Askling fra Dianalund er kun lige for nylig blevet folkepensionist, men det har været noget af en indviklet begyndelse.

For selv om hun blev folkepensionist tilbage i november, så har hun først her i marts fået sine første penge fra det offentlige.

For ifølge Jonna Askling vidste hun ikke, at hun selv skulle søge om sin pension. Hun har nemlig aldrig modtaget noget materiale fra Udbetaling Danmark, som ellers normalt ”varsler” folk, når de er ved at nærme sig deres folkepension.

- Hvordan skal man vide det, når man ikke får noget tilsendt. Jeg synes, det er snyd. Det er, at drive gæk med ældre mennesker, siger Jonna Askling.

Og fordi hun så ikke fik sendt sin ansøgning af sted til tiden, står hun nu uden udbetaling for sine tre første måneder som folkepensionist, hvilket svarer til godt 17.000 kroner udbetalt.

- Jeg kan ikke forstå det tovtrækkeri, det er et sølle beløb for dem, men det betyder jo meget for min økonomi, fortæller Jonna Askling.

Hun har klaget over sine manglende pension, men har fået at vide fra Udbetaling Danmark, at den ikke kan udbetales med tilbagevirkende kraft.

Det er ikke første gang regionens folkepensionister bøvler med systemet. I sidste måned fortalte vi om Carsten Aarslew-Jensen, som sendte sin ansøgning om en forhøjet pension til Guldborgsund Kommune. Men ansøgningen forsvandt og han endte derfor med at glip af 3.000 kroner hver eneste måned.

Ifølge Ældresagen oplever de også borgere, som har problemer, når de skal søge om deres pension og organisationen så gerne en folkepension, som begyndte at blive udbetalt automatisk.

- Det ville dels betyde, at man ikke får så mange frustrationer, men det ville jo også betyde noget økonomisk. Der er jo nogle mennesker, hvor det er ret afgørende at få folkepensionen udbetalt, for at kunne klare sig i det daglige, fortæller rådgiver Anne-Birgitte Sindahl.

Udbetaling Danmark skriver i en mail til TV 2 ØST, at de udelukkende følger loven og ikke må udbetale folkepension, hvis der ikke er ansøgt til tiden. Udbetaling Danmark henviser til politikerne på Christiansborg, når det gælder spørgsmål til loven.

Jonna Askling forventer svar på sin klage fra Udbetaling Danmark sidst i april.

 

 

 


Nyhedsoverblik