Frivilligprojekt stoppet

I et halvt år har frivillige borgere i den lille by Fjenneslev plantet blomster i to vejheller og passet dem. Men det arbejde vil Sorø Kommune have stoppet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sin tid var det ellers det daværende teknik- og miljøudvalg i Sorø Kommune, som bifaldt, at lokalforeningen i Alsted-Fjenneslev passede vejhellerne på Ringstedvej i Fjenneslev. Kommunen havde nemlig ikke selv råd til at lade deres medarbejdere passe dem, sagde de i juni 2013.

Her et halvt år senere er projektet blevet evalueret. Lokalforeningen er glade for projektet, og embedsmændene i kommunen har også indstillet til, at forsøgsordningen skal fortsætte. Alligevel har det nye teknik- og miljøudvalg valgt at stoppe projektet.

- Den sidste bøde, jeg læste om i avisen, var på 105 kilometer i timen på strækningen, hvor man må køre 60. Det mener jeg ikke, at Sorø Kommune kan udsætte sine borgere for, siger Henrik Kjølby Pedersen, næstformand i Sorø Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Det ærgrer lokalforeningen, som har fået plantet blomster og træer i hellerne sponsoreret af den lokale planteskole.

- Jeg vil især blive ked af det, hvis det ikke bliver passet ordentligt, siger John Nielsen, formand for Alsted-Fjenneslev Lokalforening.

Fremover er det igen kommunens medarbejdere i Vej & Park, som skal varetage vedligeholdelsen.


Nyhedsoverblik