Fra SuperBrugsen til GrøntBrugsen: Stenlille skal gøres sund

SuperBrugsen i Stenlille er den i landet, hvor kunderne køber færrest grøntsager. Det skal der nu laves om på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et helt nyt navn pryder i de næste tre uger facaden på SuperBrugsen i Stenlille. Butikken har nemlig skiftet navn til GrøntBrugsen.

Det sker som et led i en stor kampagne, som COOP står bag, der skal få danskerne til at spise de anbefalede 300 gram grønt om dagen.

Tiltaget er landsdækkende, men begynder i Stenlille. En undersøgelse viser nemlig, at SuperBrugsen her er den butik i kæden, der sælger færrest grøntsager pr. kunde i forhold til omsætningen.

Med GrøntBrugsen vil de nu få kunderne til at købe de sunde varer.

- Vi har masser af tilbud, smagsprøver og inspiration. Kunderne kan få viden om, hvordan de forskellige produkter skal tilberedes. Samtidig tilbyder vi nogle lette løsninger som vaskede, færdigsnittede og blandede grøntsager. Jeg tror, det vil gøre en stor forskel, mener brugsuddeler Max Thomsen.

Inviterer måske byens borgere til middag

Kunderne tager positivt imod GrøntBrugsen, som prøver at ændre deres vaner.

- Det er en god idé at prikke lidt til folk og på den måde få dem til at købe og spise lidt mere grønt. Selv har jeg det lidt svært med grøntsager, for jeg blev tvangsfodret med dem som barn, siger Kalle Hauerberg.

Selvom kunderne nu bliver tilskyndet til at købe grønt, er der dog ingen tvang.

- Vi giver dem muligheden, så de lettere kan vælge grøntsager. Men vi skal absolut ikke bestemme, hvad de skal købe. Det er fuldstændig op til kunderne selv, siger brugsuddeler Max Thomsen.

Hvis det lykkes at sælge 50 procent mere grønt i løbet af de næste tre uger, vil SuperBrugsen invitere byens borgere til et stort middagsarrangement i Stenlille-Hallen.


Nyhedsoverblik