Smilene var store, da Janne Farre Kreutzfeldt og hendes mand fik årets julegave fra mandens arbejdsplads.
- Vi har fået et gavekort på et ophold for to med kaffe, kage, tre retters menu, overnatning og morgenmad fra min mands firma, fortæller hun til TV2 ØST.
Vi havde bestilt et ophold 1. marts næste år. Det betyder noget, for det er vores 1 års bryllupsdag
Parret fra Faxe Ladeplads have glædet sig til at bruge gavekortet på et ophold på det hæderkronede Kragerup Gods ved Ruds Vedby på Vestsjælland.
- Vi havde glædet os meget til det. Vi havde bestilt et ophold 1. marts næste år. Det betyder noget, for det er vores 1-års bryllupsdag, siger Janne Farre Kreutzfeldt.
Artiklen fortsætter under billedet
3.099 kroner gik op i røg
Fredag fik hun dog en ærgerlig besked fra Kragerup Gods: Gavekortet til et ophold på 3.099 kroner er ikke en eneste øre værd længere.
Gavekortet er nemlig solgt af et firma, der hedder Slot og Gods, som fredag indgav en konkursbegæring. Firmaet har solgt ophold på kroer, godser og hoteller i form af gavekort til virksomheder.
Jeg kan ikke modtage gavekortet, for jeg får ikke nogen penge i den anden ende
Hidtil har Kragerup Gods skulle tage imod gæsterne og dernæst fakturere firmaet Slot og Gods for beløbet, men med virksomhedens konkurs kan hverken Kragerup Gods eller andre firmaer få deres penge.
Derfor har Kragerup Gods måtte kontakte over 100 ærgerlige gæster og fortælle, at deres gavekort ikke kan bruges.
- Når du ringer til mig og gerne vil booke en overnatning, så er jeg nødt til at sige, at jeg er ked af det. Jeg kan ikke modtage gavekortet, for jeg får ikke nogen penge i den anden ende, siger Birgitte Dinesen, ejer af Kragerup Gods.
Artiklen fortsætter under billedet
Gods: Vores renomme er sat på spil
Birgitte Dinesen understreger over for TV2 ØST, at hun er meget ked af situationen, som har haft alvorlige konsekvenser for godset.
- Vores renomme er sat på spil, fordi folk har fået den forståelse, at vi er gået konkurs. Det er jeg ked af. Og jeg er ked af at gøre så mange mennesker kede af det, siger Birgitte Dinesen.
Kragerup Gods mangler i forvejen at få betaling fra firmaet for adskillige gæsters ophold på godset. Ifølge Birgitte Dinesen skylder virksomheden op mod 400.000 kroner til godset og langt mere til andre godser.
- Jeg tror, Slot og Gods skylder os og de andre hoteller og slotte godt to millioner, og så er der værdien af de gavekort, der ligger hjemme i folks skuffer, siger Birgitte Dinesen.
Artiklen fortsætter under billedet
Ikke meget at gøre
Selvom det er Janne Farre Kreutzfeldts mands arbejdsplads, der har betalt for gavekortet, er det ikke ligemeget med pengene.
- Det er det ikke. Det er givet i en god mening til os for, at vi skulle have en oplevelse, og det får vi ikke, siger hun.
Jeg beklager selvfølgelig, at Kragerup er havnet i den her situation
Gavekortfirmaet Slot og Gods har kun solgt gavekort til virksomheder, som for eksempel giver dem som julegaver til medarbejderne. Men der er ikke er ret meget, virksomhederne kan gøre ved det, fortæller Henrik Lundgaard Sedenmark, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
- Hvis man har købt et gavekort af en virksomhed, der er gået konkurs - og det gælder uanset om man er privatperson eller en virksomhed - ja, så står man faktisk rigtig dårligt.
Artiklen fortsætter under billedet
Gavekortfirma beklager
Både på Kragerup Gods og hos Janne Farre Kreutzfeldt undrer man sig over, hvor de mange penge er blevet af. Men svaret på det spørgsmål er ret enkelt, siger Mathis Saaby Bentzen, direktør i gavekortfirmaet Slot og Gods.
- De er blevet brugt til at drifte selskabet. De salgsomkostninger, vi nu har. Produktion af gavekort og de salgskonsulenter, vi har haft på via eksterne partnere, siger Mathias Saaby Bentzen.
- Jeg beklager selvfølgelig, at Kragerup er havnet i den her situation. Jeg synes ikke, gæsterne skal komme i klemme, fortsætter han.
Jeg har ikke været bekymret før de sidste måneder, hvor vi har haft svært ved at få penge af dem
På Kragerup Gods har der indtil for nylig ikke været problemer med samarbejdet med firmaet, forklarer ejer Birgitte Dinesen.
Skulle du blive bedre til at vurdere dem, du samarbejder med?
- Det er jo gået godt hele vejen. Jeg har ikke været bekymret før de sidste måneder, hvor vi har haft svært ved at få penge af dem, siger Birgitte Dinesen.
Som et plaster på såret lover Birgitte Dinesen dog, at de gæster, som nu står med værdiløse gavekort, kan få rabat, hvis de køber et nyt ophold.