Fire påsatte fyrværkeribrande i Sorø i nat

Sorø Brandvæsen havde travlt i nat. Fire påsatte fyrværkeribrande hærgede nemlig byen. I følge brandvæsnet er det blot et held, at det ikke udviklede sig værre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En redningspost på muren på Region Sjællands hovedkontor, en affaldscontainer et stykke derfra, en tøjcontainer ved Fakta i Pedersborg og en stor papircontainer på genbrugsstationen i Stenlille stod i aftes i flammer.

- Det var en meget atypisk aften. Fire påsatte brande anden juledag - det er ikke normalt, fortæller indsatsleder Bo Sebens fra Sorø Brandvæsen.

Heldigvis kom ingen til skade. De materielle skader er også begrænsede, men sådan havde det, i følge brandvæsnet, bestemt ikke behøvet at gå.

- Det er et held, at det ikke er gået værre. Havde tagkonstruktionen siddet længere nede på regionshuset, så havde flammerne fået fat i taget, og branden ville have bredt sig lynhurtigt, forklarer indsatslederen og fortsætter:

- Der er ikke ligefrem tale om drengestreger her. Det kan gå grueligt galt, når man sætter ild til affaldscontainere, der står i nærheden af beboelser.

Flere vidner har hørt brag fra fyrværkeri og har efterfølgende opdaget brandene og tilkaldt brandvæsnet. Men ingen har set, hvem der har påsat ilden. Politiet er også på bar bund i sagen og hører derfor meget gerne fra folk, der må have relevante oplysninger.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kan kontaktes på telefon: 55 31 14 48.


Nyhedsoverblik