EU giver 30 millioner til lokale moser

EU har bevilget 30 millioner kroner til genopretning af 3 højmoser i vores område. Moserne byder på enestående natur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

30 millioner dejlige kroner er på vej fra EU til 3 højmoser på henholdsvis Falster og Nordvestsjælland.

Det oplyser Guldborgsund i en pressemeddelelse.

På Falster drejer projektet sig om højmosen Horreby Lyng, mens det i Nordvestsjælland drejer sig om Verup Mose og Sandlyng Mose, der er en del af Store Åmose-komplekset.

I Guldborgsund Kommune er pengene noget, der skaber glæde.

- Vi er helt ovenud lykkelige og kan slet ikke få armene ned, siger Frederik Cordes, der er landinspektør i Guldborgsund Kommune.

Moser ødelagt af mennesker

De mange penge skal blandt andet bruges til at hæve vandstanden og fjerne bevoksning i moserne, der kan true de sjældne planter, der hører hjemme i den unikke højmose-natur.

Samtidig skal pengene bruges på at sikre offentligheden bedre adgang til naturoplevelser i området.

Højmoserne får støtten, da de er blevet delvist ødelagt under tidligere tiders udvinding af tørv.

I Guldborgsund Kommune håber de, at støtten kan gøre, at Horreby Lyng kan genoprettes til det, der var engang.

- Vi skal forsøge at skabe naturen således, at den får sin egen balance, så den på sigt selv danner den højmose, som den var engang, siger Frederik Cordes fra Guldborgsund Kommune.