Efter endnu en dødsulykke: Beboere kræver handling

Beboerne vil have sat en stopper for flere trafikulykker på Fulbyvej i Sorø efter mandagens voldsomme soloulykke, hvor en 20-årig mand mistede livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hele tirsdagen er der blevet lagt blomster ved Fulbyvej i Sorø, hvor en 20-årig mand i aftes omkom i voldsom soloulykke, da hans bil kolliderede med et vejtræ.

Ulykken er blot den seneste i rækken – på Fulbyvej i Sorø er der nemlig sket flere trafikulykker de seneste år. Blandt andet i 2013, hvor en 25-årig mand også blev dræbt, da han på grund af høj fart mistede herredømmet over sin bil og blev slynget ind i et af vejens træer.

- Det sker igen og igen

Beboerne forsøger nu, at råbe politikerne op. De vil have stoppet farten på deres vej og ikke mindst alle ulykkerne.

- Det sker jo igen og igen og vi har oplevet det et par gange i den tid, vi har boet herude. Folk kører simpelthen for stærkt, fortæller Rune Pedersen, der bor få meter fra ulykkesstedet.

Ved sidste dødsulykke på Fulbyvej i 2013 lovede Sorø Kommune at se nærmere på sikkerheden på stedet. Blandt andet på grund af de mange vejtræer tæt på kørebanen.

Ifølge flere af beboerne på Fulbyvej har de allesammen oplevet flere ulykker på vejen på grund af for høj fart. Og de har også forsøgt at advare politikerne, siger de.

- Det er jo bare spørgsmålet, om der skal børn på bordet, før man tager det op, siger Rune Pedersen.

Vejen er under observation

Hos formanden for Teknik- og Miljøudvalget i kommunen forsikrer man, at Fulbyvej allerede er under skarp observation.

- Nu skal vi se, hvad politiet kommer med tilbagemelding på baggrunden for det her. Jeg vil sige, at vi kigger hele tiden på det, også på Fulbyvej, forklarer Jens Nygaard (V).

Ifølge Sorø Kommune vil de nu gå ind og se på samtlige ulykker sket på vejen og på den måde vurdere sikkerheden. Også i spørgsmål om hvorvidt, der skal rejstes vejchikaner eller andet, der kan dæmpe farten.

Politiet kender endnu ikke årsagen til den seneste ulykke på Fulbyvej. Der er sat gang i videre undersøgelser.

 


Nyhedsoverblik