DF: Uansvarlig placering af asylansøgere i Dianalund

Formand for byrådsgruppe skriver til regeringen, for at protestere mod antallet af asylansøgere i Dianalund. Det skriver DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er bare ikke i orden at placere 250 ekstra asylansøgere i et lille velfungerende lokalsamfund. Det mener Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Sorø, som nu protesterer over regeringens beslutning om at sætte flere end 200 asylansøgere ind på det tomme psykiatrihospital i Dianalund.

Formanden for byrådsgruppen, Lars Schmidt, anklager integrationsminister Inger Støjberg (V) for at handle egenrådigt og tromle hele byrådet i Sorø.

- Vi mener ikke, de har håndteret sagen korrekt. Regeringen har lagt op til, at kommunen skulle inddrages og være medspiller. Men de har tilsidesat kommunens ønske. Det er dybt uansvarligt og ikke en måde at handle på, siger han til DR Sjælland.

De første nye 50 asylansøgere forventes at flytte ind på kolonien Filadelfia i Dianalund i begyndelsen af det nye år.

I forvejen bor der 42 asylansøgere. Derudover kommer yderligere 200 asylansøgere hver dag til Dianalund for at få undervisning, skriver DR Sjælland. Region Sjælland har samtidig aftalt med Udlændingestyrelsen, at psykiatrihospitalet i Dianalund kan tage 200-250 ekstra asylansøgere i 2016.

Der bor op mod 5000 indbyggere i Dianalund.

 


Nyhedsoverblik