Byråd vedtager: Ældre storrygere skal have luftrenser i hjemmet

Som den anden kommune i landet indfører Sorø Kommune, at ældre rygeres hjemmeplejebesøg skal koste ekstra. De skal have en luftrenser i hjemmet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være dyrere for rygere at få hjemmeplejebesøg i Sorø kommune.

Byrådet har netop besluttet, at hjemmehjælpsbrugere, der ryger og ikke lufter tilstrækkeligt ud, skal have installeret en luftrenser.

Luftrenser og installering er på kommunens regning, men rygeren skal hver måned betale et beløb på 250 kroner i leje af renseren.

quote Jeg er imod, at borgere, der har behov for hjemmehjælp, skal pålægges yderligere udgifter.

Grethe Kistrup Møller, Enhedslisten, Sorø

Sorø Kommune er den anden kommune i landet, der indfører den regel, som der i øvrigt er opbakning til fra Kommunernes Landsforening. 

Det skriver Sjællandske i dag.

Uenighed i byrådet

Men der er ikke enighed i byrådet om, hvorvidt det er efter reglerne at pålægge borgeren en sådan udgift.

S, SF, Enhedslisten og Radikale mener det ikke. De mener, at det er kommunen, der skal sørge for rent arbejdsmiljø for sine ansatte og dermed også må bære omkostningen ved det.

- Luftrensere er en udgift på linje med kitler og engangshandsker. Jeg er imod, at borgere, der har behov for hjemmehjælp, skal pålægges yderligere udgifter. Det er helt skudt ved siden af. Der er et problem, der skal løses, men det er kommunens og ikke borgerens problem, siger Grethe Kistrup Møller fra Enhedslisten til Sjællandske.

quote Det er kun ret og rimeligt, at de skal betale

Tommy Borlund Olsen (Venstre), byrådsmedlem, Sorø

"Det er kun ret og rimeligt"

Hos det borgerlige flertal, der går ind for brugerbetalingen, er holdningen en anden.

- Det er kun ret og rimeligt, at de skal betale. Hvorfor skal andre borgere betale for dem, der vil ryge, sagde Tommy Borlund Olsen (V) til Sjællandske.

62 meget røgfyldte hjem

I oplægget til byrådsmødet i Sorø, skriver forvaltningne, at en opgørelse fra maj 2016 viste, at der ryges i 83 hjem tilknyttet Sorø Ældrepleje. Hjemmene fordelte sig med 22 hjem på plejecentre og 61 hjem i hjemmeplejen.

Der var problemer omkring personalets udsættelse for røg i 62 af disse hjem.

Den anden kommune, der har indført lignende tiltag, er Hedensted Kommune.


Nyhedsoverblik