Bomberyddere tilkaldt

Forsvarets bomberyddere er sendt til Sorø. Det betyder ifølge politiet dog ikke, at der er en konkret mistanke om, at der er sprængstoffer i boligen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Svært bevæbnede betjente arbejder onsdag eftermiddag på at tale en tidligere psykiatrisk patient til fornuft i Sorø.

Manden har barrikaderet sig i sin lejlighed i Østergade, og politiet mener, at han er bevæbnet med en pistol. Det oplyser vagtchef Henrik Carlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi frygter, at han er bevæbnet. Det er derfor, vi kører den her polititaktik med trukne automatvåben, siger vagtchefen.

Politiet bekræfter desuden, at Forsvarets bomberyddere er sendt til stedet. Det betyder ifølge presseansvarlig Anne-Dorthe Hoppe Søe dog ikke, at der er en konkret mistanke om, at der er sprængstoffer i boligen.

 - Det er en del af det taktiske koncept, som politiet kører efter, når der sker sådan noget her, siger hun.

Vagtchef Henrik Carlsen understreger, at personen ikke er mistænkt for noget kriminelt - andet end våbenbesiddelse.

- Der er ikke andet end hans psykiske habitus, der gør, at vi er kommet derud, siger Henrik Carlsen.

I en pressemeddelelse oplyser politiet kort før klokken 14, at manden på et tidspunkt kortvarigt viste sig i døråbningen - tilsyneladende med en pistol i hånden.

- Politiet forsøger via sine forhandlere at få talt manden ud af lejligheden for at overgive sig. Politiet opfordrer folk til at holde sig væk fra Østergade, indtil aktionen er overstået, lyder opfordringen.

Politiet ankom til lejligheden omkring klokken 9.30, men mere end seks timer senere er situationen altså endnu ikke løst.

Af hensyn til sikkerheden og politiets arbejde er et større område ved Østergade blevet spærret af.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik