Biljagt gennem Sorø tirsdag: Folk måtte springe for livet

En mand er anholdt efter en dramatisk biljagt gennem Sorø tirsdag eftermiddag. Undervejs i biljagten blev flere biler ramt, og borgere måtte springe for livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 41-årig mand blev tirsdag eftermiddag anholdt efter en dramatisk biljagt gennem Sorø, hvor flere måtte springe for livet, og som udløste flere trafikuheld.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Politiet blev opmærksomme på den 41-årige bilist klokken 13.13, fordi kan kørte i en bil med afmeldte nummerplader.

Sigtet for at bringe liv i fare

De forsøgte derfor at standse manden - men han ønskede ikke at stoppe, og forsøgte i stedet at køre fra politipatruljerne.

- Det var en kort, men dramatisk eftersættelse, hvor han var årsag til flere trafikuheld, og hvor flere måtte springe for livet, da han kom ræsende med meget høj fart. Han bliver sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven, og efter straffeloven for at bringe andres liv i fare, siger Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Heldigvis kom ingen noget til ved biljagten, der af øjenvidner beskrives som dramatisk og i høj fart. 

Der blev blandt andet kørt på Parnasvej, Slagelsevej, og Katrinelystsvej, hvor der blev kørt forbi børnehaven Villa Villakulla.

Patruljevogn påkørt

Manden var undervejs i biljagten årsag til flere færdselsuheld - blandt andet blev en politibil bulet, før bilen endte i grøften.

Den 41-årige mand er en gammel kending af politiet, oplyser Stefan Jensen. Han er fortsat anholdt.


Nyhedsoverblik