Bil sat i brand på landevej

Politiet er ved at kigge nærmere på en mulig påsat bilbrand på Næstvedvej ved Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 03.21 natten til søndag blev brandvæsnet kaldt til Næstvedvej ud for Sorø. En forbipasserende bilist havde set en bil stå i flammer i en grøft.

Ifølge fotografen på stedet kunne anmelderen i første omgang ikke se, om der var mennesker i bilen.

Da brandvæsnet kom til stedet kunne de heldigvis konstatere, at bilen var tom. De fik hurtigt slukket ilden, men bilen var forinden nået at udbrænde helt.

Efterforsker branden som påsat

Politiet var også til stede, og de mener, at branden ser ud til at være påsat. De indsamlede derfor tekniske beviser på stedet, som de skal bruge i deres kommende efterforskning.

Ifølge vagtchef Søren Østervig hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, så har de været i kontakt med bilens ejer. Hun har fortalt dem, at hun havde udlånt den til sin kæreste.

- Vi har søgt efter kæresten, der kommer fra Næstved for at høre hans forklaring. Men det er ikke lykkedes at finde ham endnu, siger vagtchefen.

Eventuelle oplysninger om branden kan gives til politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik