De rykker ud, når det brænder på.
Men der er risiko for færre brandmænd i Sorø Kommune. For Vestsjællands Brandvæsen skal spare 15 procent af 46 millioner kroner, og det risikerer at ramme brandmændende i Sorø.
- Problemet er, at Vestsjællands Brandvæsen ønsker at spare på vores andet udrykningshold og vores redningslift, siger Peter Nygaard, der er formand i Sorø Brandmandsforening.
De skal vælge borgernes sikkerhed
Det ekstra udrykningshold bruges i situationer, hvis det første hold er optaget, og redningsliften skal hjælpe brandmændene op på tagene.
- Liften er rigtigt vigtig. Man kan heller ikke sætte en tømrer til at hamre et søm i uden en hammer. Vi kører rundt med et redskab, der kan mindske ildebrande og redde mennesker i højere højder, siger Peter Nygaard.
Uforudsete udgifter er glemt
I forbindelse med besparelserne i beredskabet landet over, er der nedsat en beredskabskommision. I fredags holdt kommissionen for Vestsjællands Beredskab møde, hvor den skulle komme med løsninger på, hvordan kommunerne kunne imødekomme sparekravene.
- Vi kom frem til, at der skal være en overgangsordning for det andet udrykningshold, således vi i de næste fem år har mulighed for at rykke ud, hvis der er brand to steder i Sorø kommune, siger borgmester i Sorø, Gert Jørgensen (K), der sidder med i kommissionen.
Men den løsning er ifølge Peter Nygaard ikke holdbar:
- Hvis nu brandbilen går ud af drift og ikke kan blive klar igen, så får vi ikke nogen ny, og så er den ude af systemet.
Borgmesteren erkender, at der ikke er budgetteret med den slags uforudsete hændelser.
- Nej, det er selvfølgelig noget, vi skal diskutere i processen, siger Gert Jørgensen.
Lejer liften ved nabokommunen
Det andet løsningsforslag, som kommissionen sender til afstemning i Sorø byråd, går på at leje en redningslift ved Ringsted eller Slagelse kommuner.
Slagelse Brand og Redning fortæller til TV ØST, at de ikke er blevet kontaktet i forbindelse med en aftale om leje af lift, og derfor er der heller ikke aftalt en endelig pris. TV ØST spørger borgmester Gert Jørgensen, om det økonomiske grundlag for at træffe beslutningen om liften i byrådet er godt nok.
- Nej, det er det ikke. Vi skal i gang med vores budgetforhandlinger. Den endelige beslutning skal først tages til oktober.
Borgmesteren understreger, at løsningsforslagene er under proces:
- Jeg synes, det er fint, det bliver undersøgt, hvad det koster. Det kan også gøre det nemmere at træffe beslutningen i byrådet. Jeg tror ikke, der skal stemmes om det. Jeg håber, det er et enigt byråd, siger Gert Jørgensen.
Formanden for Sorø Brandmandsforening håber på, at byrådpolitikerne lytter, og at de finder en hurtig løsning:
- De skal vælge borgernes sikkerhed og tilkøbe den nuværende lift. Så skal de beholde vores andet udrykningshold også efter de fem år, siger Peter Nygaard.
Byrådet i Sorø skal træffe endelig beslutning om kommissionens løsningsforslag til oktober.