Bageri overhældt med brændbar væske

En familie i Stenlille tør ikke bo i deres eget hjem. De bor nemlig op af en bagerforretning, der er blevet overhældt med brændbar væske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jeanette Helvig fra Stenlille bor normalt med sine tre børn på Hovedgaden op ad Stenlille Bageri, men det vil familien ikke længere.

- Vi er dybt rystede. Mine børn tør ikke sove her, så nu bor vi midlertidigt hos nogle andre, fortæller Jeanette Helvig. 

Ukendte gerningsmænd havde hældt brandbar væske ud over hele bageriet. Det blev opdaget søndag aften.

- Det ser vi meget alvorligt på. Hvis familien havde været hjemme, og der var gået ild i det, så kunne det være endt katastrofalt, siger Jan Schmidt, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi.

Politiet har ikke anholdt nogen i sagen. Men man har sikret sig nogle tekniske beviser og skal også have tale med flere personer.

Hvad motivet kunne være, vil politiet ikke udtale sig om endnu. På Facebook er der oprettet en gruppe med titlen "Stenlille bageren skal ud af DK", hvor ejeren bliver anklaget for blandt andet at behandle de ansatte dårligt.

- Vi er opmærksomme på, at der er oprettet denne gruppe på Facebook, og det indgår også i vores efterforskning, siger Jan Schmidt.


Nyhedsoverblik