22-årig drabssigtet gik under jorden før dobbeltdrab

En af de sigtede i sagen om dobbeltdrabet i Sorø har de sidste to uger frem mod drabet holdt sig skjult for blandt andet kæresten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af de mænd, der er sigtet for at stå bag dobbeltdrabet i Sorø tidligt lørdag morgen, har tilbragt ugerne op til drabet i skjul – og tilsyneladende uden penge.

Det fortæller den 22-åriges kæreste til avisen BT.

Kæresten oplyser, at hun på facebook kan se en række konkrete trusler mod den 22-årige, der skulle skylde penge til mange forskellige mennesker.

I det hele taget tyder meget på, at den 22-årige havde alvorlige økonomiske problemer. Han har således i løbet af kort tid oparbejdet en stor gæld, blandt andet er der blevet lånt 30.000 -40.000 kroner med pant i hans motorcykel.

Under sin tid i skjul fik den 22-årige også lavet en tatovering – men da han ikke havde nogle penge, så lagde han i stedet sin telefon i pant hos tatovøren. Det gjorde det helt umuligt for familie og venner at komme i forbindelse med manden.

Fængslet i fire uger

Den 22-årige blev søndag sammen med en 19-årig mand varetægtsfængslet frem til den 7. oktober. De nægter sig begge skyldige.

De to unge er begge kendt af politiet i forvejen, men har ikke tidligere været forbundet med så alvorlig kriminalitet.

De to dræbte mænd blev ifølge politiets undersøgelser skudt på klods hold, mens de sad i deres bil. Bilen blev derefter sat i brand.

Grundlovsforhøret blev søndag afholdt for lukkede døre, da politiet ikke kan udelukke, at en tredje gerningsmand er involveret i sagen. 


Nyhedsoverblik