20 år med liste A ved roret i Sorø - men hva' nu Ivan?

Sorøs socialdemokratiske borgmester har siddet trygt i stolen i 20 år. Men med en økonomi, der sejler, vejrer den borgerlige fløj morgenluft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Analyse:

"Ivan Hansen" har der stået mejslet ind i navneskiltet på borgmesterkontoret i Sorø kommune i 20 år: Borgerne har tilsyneladende aldrig rigtigt været i tvivl, heller ikke da kommunen ved sidste valg skulle lægges sammen med de mindre velstillede nabokommuner Stenlille og Dianalund. Socialdemokraterne sidder på godt halvdelen af alle pladserne i byens råd - opbakningen er massiv.

Ved dette valg kan der blæse nye vinde. Efter en sej valgperiode, hvor det traditionelt set meget velstillede Sorø også har skullet tage hensyn til udligning og to mindre kommuner, der ved sammenlægningen enten var under eller var tæt på at komme under statslig administration, er økonomien i ruiner. Underskuddet på sidste budget er stort, og dér hvor pessimismen råder, hvisker man stille om truslen om administration.

For at rette op på tallene har populære Ivan Hansen måttet stille sig i spidsen for alvorlige nedskæringer på blandt andet det sociale område. Hvor meget hans ellers så loyale bysbørn straffer den 58-årige politiker på dén konto, er et åbent spørgsmål.

Ivans problemer er godt nyt for de borgerlige
Ivan Hansens vanskeligheder med at navigere i Sorøs nye økonomiske virkelighed er en kærkommen hjælp til de borgerlige. Forholdet mellem Socialdemokraterne og den borgerlige lejr er på ingen måde præget af samarbejde i denne kommune. De sidste fire år har parterne sloges om budgettet, et slagsmål der formentligt heller ikke har været sundt for økonomien.

Det er især den markante venstremand Flemming Olsen, der ved dette valg markerer sig med ønsket om et systemskifte og borgerlige mærkesager som fx udlicitering. Flere kilder siger, at Olsen er en forstandig mand, når det gælder økonomien, og at han derfor er Ivan Hansens hoved-udfordrere. Når det ikke står lysende klart, om det er Flemming Olsen selv eller samarbejdspartneren de konservatives nye mand Gert Jørgensen, der i givet fald skal afløse Ivan Hansen, er det formentligt fordi Venstre har en broget fortid i Sorø: Flere gange har interne stridigheder ført til udmeldelser af partiet, sågar en ny borgerliste (U) har været resultatet. Kort sagt: Er Olsen for kontroversiel?

Denne gang ser Venstre dog ud til at have fået samlet sig under ét flag. Det vil blive en vigtig pointe for partiet at slå fast, hvis det sammen med de konservative skal gøre sig gældende overfor en Ivan Hansen, der har 20 års ubestridt lederskab med i bagagen.

En joker kan være den nye Medborgerliste, et græsrodsinitiativ, der er bygget på ruinerne af den gamle borgerliste. Et parti som Dansk Folkeparti ser til gengæld ikke ud til at få indflydelse: Nuværende medlem John Thostrup har trukket sig på grund af en sigtelse for et knivoverfald på en nabo. Han er siden blevet frikendt, men episoden  kan meget vel, spås det, koste partiet sit ene mandat i byrådet.


Nyhedsoverblik