Mette Frederiksen kommer i fokus i granskning af minksag

Minksag kostede Mogens Jensen jobbet som fødevareminister. Nu skal sagen kulegraves i en ny undersøgelsesform.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommissoriet for granskningskommissionen, der skal kulegrave regeringens håndtering af minksagen, er nu på plads.

Det står fast efter et møde i Udvalget for Forretningsordenen mandag.

Fokus vil være på den politiske håndtering, som tager udgangspunkt i et pressemøde 4. november.

Her meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skal aflives. Det handlede om folkesundheden, fordi der var fundet mutationer af covid-19 i mennesker spredt fra mink.

Få dage efter kom det frem, at lovgrundlaget manglede til den beslutning. Statsministerens rolle samt enkelte ministeriers rolle vil være i fokus.

Rigspolitiets og Forsvarets ageren samt sagen om de nedgravede mink, der har forurenet grundvandet, er ikke en del af kommissoriet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommissoriet er kommet på plads samme dag, som et flertal i Folketinget - bestående af partierne i rød blok - vedtager minkloven, der med over halvanden måneds forsinkelse netop forbyder hold af mink frem til 31. december 2021.

Mere vidtgående undersøgelsesform

En granskningskommission er en ny type undersøgelse. Alle Folketingets partier blev enige om sådan en tidligere på måneden. Der er ikke tale om en klassisk undersøgelseskommission, som man kender det fra andre meget omtalte sager.

Men denne nye undersøgelsesform er mere vidtgående end for eksempel en advokatundersøgelse med udelukkende skriftlige svar, hvilket regeringens støttepartier Enhedslisten og SF i første omgang talte varmt for.

De borgerlige partier havde krævet en undersøgelseskommission, hvor en dommer sidder for bordenden, og hvor ministre og embedsfolk kan indkaldes som vidner. Dette lader sig også gøre i granskningskommissionen.

Skal være afsluttet inden for 12 måneder

Fra både rød og blå blok er der enighed om, at granskningskommissionen mest af alt minder om en undersøgelseskommission.

Den store forskel bliver, at kommissoriet for granskningskommissionen forankres i Folketinget, og at arbejdet skal være afsluttet inden for 12 måneder.

Det er altså ikke som normalt i en undersøgelseskommission forankret i Justitsministeriet, hvor en kommissions arbejde i nogle tilfælde kan vare i flere år.

Granskningskommissionen påbegynder sit arbejde i april 2021 og skal altså aflevere sin konklusion senest et år efter.

Sagen har allerede ført til, at Mogens Jensen (S) er gået af som fødevareminister.


Nyhedsoverblik