Voldsomt uheld: Bilist smadrede autoværn

Natten til mandag blev 30 meters autoværn lagt ned og to biler totalskadede efter et uheld på Vestmotorvejen ved Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken kvart over to i nat mistede en 35-årig kvinde af ukendte årsager herredømmet over sin bil på Vestmotorvejen ved Slagelse.

- Bilen snurrer rundt og rammer autoværnet, der bliver lagt ned i 30 meter, og standser på tværs af motorvejen. En bilist kommer kørende i samme retning og påkører bilen bagfra, så begge biler bliver totalskadede, forklarer vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters politi, Søren Østervig, til TV ØST.

Føreren af den bagerste bil var en 65-årig mand fra Randers, og den 35-årige kvinde fra Vestsjælland havde sin 9-årige datter med i bilen. Alle tre slap dog mirakuløst med mindre skader.

- Kvinden mærkede smerter i hofte og ben, og manden havde nakke- og rygsmerter. Vi behandler det dog alligevel som et traumekald, fordi det var et højhastighedsuheld, fortæller vagtchefen.

De involverede blev alle kørt til Slagelse Sygehus, men ifølge politiets seneste meldinger, tyder alt på, at de har det godt efter omstændighederne, og at bilerne har taget de alvorlige knubs.

Motorvejen blev åbnet igen klokken 03:25 efter at have været spærret i retning mod Storebælt.


Nyhedsoverblik