Vittinghus er klar til semifinale i Australien

Hans-Kristian Vittinghus slog japaneren Sho Sasaki og er blandt de fire sidste ved Super Series-turnering i Australien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badmintonspilleren fra Team Skælskør-Slagelse Hans-Kristian Vittinghus skal ikke repræsentere Danmark ved sommerens OL, men fredag understregede han, at han kan begå sig ved de største turneringer.

Ved Super Series-turneringen Australian Open spillede han sig tidligt fredag videre til semifinalen med en sejr på 21-14, 21-18 over japaneren Sho Sasaki.

Vittinghus tog teten fra starten af kampen og førte komfortabelt gennem hele åbningssættet.

Andet sæt udviklede sig anderledes. Japaneren kom foran 10-4, inden danskeren vågnede op og spillede sig tilbage.

Han fik kontakt igen ved 11-11, og de fulgtes ad til 17-17, inden Vittinghus satte tingene på plads efter i alt 41 minutter på banen.

Inder venter forude

I lørdagens semifinale skal danskeren møde inderen Srikanth Kidambi, der er nummer 13 i verden. Vittinghus ligger nummer 12.

Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen, der skal repræsentere Danmark ved OL i herresingle, deltager ikke i Australien.

Senere fredag skal den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen også spille kvartfinale i turneringen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik