Vittinghus efter succes: Det har været helt fantastisk

På trods af flotte sejre og en placering som nummer ti i verden, skal Hans-Kristian Vittinghus ikke til OL. I stedet tager han en velfortjent ferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er i allerhøjeste grad fra den ene yderlighed til den anden for Hans-Kristian Vittinghus i disse uger.

Den seneste måned har Hans-Kristian Vittinghus fejret karrierens største triumfer. Først med sejr i den afgørende finalekamp ved Thomas Cup, hvor Danmark for første gang blev verdensmestre. Og senest i søndags, hvor han sikrede sig sin første Super Series-sejr ved Australian Open.

Nu er der i stedet dømt krimilæsning og klip-klappere. For regionens bedste badmintonspiller har taget sig en velfortjent ferie.

- Det er lidt af en kontrast, må man sige. Man har været fuldstændig oppe og køre de sidste tre-fire uger, og alt har handlet om at præstere og være på hele tiden. Det er en lidt anden hverdag, som jeg har gang i lige nu, siger han og fortsætter:

- Den sidste måned har været helt fantastisk. Det har i særklasse været den bedste periode i min badmintonkarriere. Jeg vil sige, at det kommer til at være svært at overgå en Thomas cup-guldmedalje og en Super Series-sejr på tre uger.

Ikke med til OL

Det skulle da lige være at toppe det hele af med en guldmedalje ved OL i Rio til august. Men selvom Vittinghus med de flotte resultater nu er rykket op som nummer 10 på verdensranglisten, så må han nøjes med at deltage ved OL i august - som ekspertkommentator. Han er nemlig ikke blandt de 38 atleter, der skal kæmpe om OL-medaljer i herresingle.

Den sidste måned har været helt fantastisk. Det har i særklasse været den bedste periode i min badmintonkarriere.

- Der er ingen tvivl om, at jeg ville allerhelst spille til OL, det skal jeg ikke lægge skjul på. Men jeg vil sige, at jeg er meget afklaret med, at jeg ikke skal afsted og spille. Jeg har haft lang tid til at vænne mig til tanken.

Det så længe sort ud

De to andre spillere, Viktor Axelsen og Jan Ø Jørgensen - har taget de to danske OL-billetter. Blandt andet på grund af et ekstremt skades-plaget år for Vittinghus.

- Jeg havde kæmpestore problemer med min hæl på højre fod, og jeg vil sige, at da jeg fik en sprøjte i december og stadig havde problemer med den ind i januar, så var der ikke meget, der tydede på, at jeg skulle gå ind i det bedste år i min karriere.

Derfor har han da også let ved at fokusere på det positive. At det er lykkedes at komme tilbage - endda på allerhøjeste plan i verden. Og i bakspejlet har den svære periode i det sidste halve år af 2015 faktisk været en gave for ham rent mentalt.

- Jeg har ikke lyst til at gennemgå den skadesperiode igen, men jeg synes da, at jeg er kommet styrket ud af den.

- Jeg har været rigtig god til at acceptere den modgang, der er kommet inde på banen og så jamen egentlig bare arbejde videre fra den, siger han og fortsætter.

- Og den mentale skarphed har jeg ikke været så god til at holde over en længere periode tidligere.

Glad for, at han ikke gav op

Så selvom drømmen om OL ikke blev realiseret, så er det til at holde ud med de to kæmpe sejre i bagagen.

- Lige nu, der er jeg jo ekstremt glad for, at jeg ikke kastede håndklædet i ringen og sagde, at ’nu kan det hele være lige meget’, fordi jeg har så ondt i foden. Jeg er glad for, at jeg kæmpede videre, konstaterer han.

Om et par uger genoptager Vittinghus træningen frem mod de næste udfordringer: Super Series-turneringerne Japan- og Korea Open i september.


Nyhedsoverblik