Villum Christensen: Vi skal arbejde videre med Energiparken

Region Sjælland og Movia vil ikke skyde penge i brintbusser i Korsør. Byrådspolitiker i Slagelse Kommune, Villum Christensen (LA) tror stadig på projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg synes bestemt, vi skal arbejde videre med det (Energiparken, red.), når vi er så langt fremme, som vi er.

Sådan lyder det fra formanden for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Villum Christensen (LA), efter det er kommet frem, at både Region Sjælland og Movia takker nej til at investere i ti brintbusser.

Busserne skal være en del af en kommende Energipark i Korsør.

Tilbage i september bevilgede EU over 17 millioner kroner til brintbusserne, men projektet kræver yderligere investorer, før det kan realiseres.

Villum: Giv det tid

Afslagene fra regionen og Movia får dog ikke Villum Christensen (LA) til at opgive tanken om brintproduktion og brintbusser.

- Sådan er det jo altid med nye idéer. Nogen tænker: vi venter og ser, mens andre gerne vil være first movers. Det ville være mærkeligt, hvis alle synes, det er en fantastisk idé på samme tid, siger Erhvervs-, Plan- og Miljøformanden til TV ØST.

Villum Christensen (LA) fortæller, at man i Tyskland er ved at gøre sig erfaringer med tog, der kører på brint og dermed kun lukker vanddamp ud i atmosfæren.

- Det er vildt spændende. siger han og fortsætter:

- Der er nogle perspektiver i det her, så hvis vi kan være frontløberne på brintproduktion i Danmark, vil det da være fordelagtigt.

Energipark Korsør