Vild vandsportsfestival - tør du prøve dette?

En vild vandsportsfestival er denne weekend i gang i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For fjerde år i træk er der vandsportsfestival i Korsør. Aqtive Days, som festivalen hedder, tiltrækker både store og små fra nær og fjern til byens gamle færgehavn.

Her kan man hele weekenden prøve kræfter med en lang række vandaktiviter - både til lands, til vands og endda i luften.

Der er blandt andet sejlture under Storebæltsbroen, kajak, kæmpestore rutsjebaner, dykkerture, udspring fra 11 meter og en ret speciel disciplin kaldet "blop".

Her ligger en deltager på en enorm oppustelig pude i vandet, mens en anden så hopper ned på puden fra et tårn og med al sin kraft sender sin kammerat ud på lidt af en flyvetur.

Selvom mange nok havde fået kolde fødder inden, tog Nicolaj Christiansen fra Korsør imod udfordringen.

- Jeg tænkte "hvorfor ikke?". Man har kun ét liv, så man kan lige så godt få det gjort, griner Nicolaj Christiansen fra Korsør.

Nicolaj Christiansen fra Korsør lod sig fyre afsted på en gigantisk oppustelig pude i havnen.
Nicolaj Christiansen fra Korsør lod sig fyre afsted på en gigantisk oppustelig pude i havnen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST


Det er lokale ildsjæle og en stribe foreninger, der står bag festivalen,  og arrangørerne har store planer - også for fremtiden. De mener nemlig, at der ingen grænser er for, hvad den gamle færgehavn kan bruges til.

- Vi vil gerne lave festivalen for at vise, hvad det kan blive til herude i færgehavnen. Vi har allerede nogle ting, vi tænker fremtiden gerne skal byde på herude, siger medarrangør Søren Willeberg.

Læs også
Vandsportscenter er igen åben - nu kan der sikkert springes fra containere
Læs også
Vandsportscenter er igen åben - nu kan der sikkert springes fra containere

Har man mod på disciplinen "blop" eller "Big Splash" er der rig mulighed for at deltage søndag, hvor der ligefrem afholdes et uofficielt DM, hvor alle kan være med. Her bliver deltagerne bedømt på deres stil, mod og landing. 

Du kan se programmet for festivalen her.


Nyhedsoverblik