Vil gennemgå sager efter psykiater blev dømt

En række sager om sygemeldte borgere og borgere på sygedagpenge skal nu gennemgås, efter en psykiater er blevet dømt for at lave fejlagtige lægeerklæringer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sygemeldte borgere og borgere på sygedagpenge på Sjælland, der i løbet af deres vej tilbage på arbejdsmarkedet har fået en speciallægeerklæring fra psykiater Piet Casier, får nu kigget på deres sager igen.
 
Det skriver DAGBLADET Ringsted.
 
Det har Ringsted, Slagelse og Høje-Taastrup Kommuner meldt ud. De tre kommuner har brugt psykiateren, der netop er blevet dømt ved Retten i Randers for fejldiagnosticering. Han har været involveret i mindst 42 sager i de tre kommuner fra 2008 til 2012, og på landsplan udfærdigede psykiateren 1700 speciallægeerklæringer for kommuner og jobcentre i den periode. Det viser dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
 
Det er en sag, der ikke skal siddes overhørigt, fortæller Susanne Frydenlund. Hun er arbejdsmarkedschef i Ringsted Kommune, hvor det drejer sig om cirka 10 sager.
 
 - Vi vil gå ind og kigge på alle sagerne igen, og når vi er kommet i dybden med dem, vil vi beslutte, om de skal revurderes, eller hvad der skal ske, siger Susanne Frydenlund til DAGBLADET.
 


Nyhedsoverblik