To vidner melder sig i sagen om den forsvundne Emilie

De to mænd, som politiet onsdag efterlyste som mulige vidner i sagen om den forsvundne 17-årige Emilie Meng, har nu taget kontakt til politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den unge mand i studenterhue og cyklisten i orange arbejdstøj, som onsdag blev efterlyst som vidner i sagen om den 17-årige Emilie Meng, har selv sat sig i kontakt med politiet.

Politiet var onsdag ude med en efterlysning af alle personer, der havde opholdt sig i området fra syd for Kongebroens udmunding i Tårnborgvej til syd for Halskovbroen mellem klokken 04.45 og 05.30 søndag morgen.

På det tidspunkt havde et vidne nemlig set en ung kvinde, der svarede til Emilie Mengs signalement i området.

Især var de interesseret i at komme i kontakt med den unge mand i studenterhuen og cyklisten i orange arbejdstøj. 

Ingen afgørende oplysninger

De to nu selv taget kontakt til politiet, som fortæller, at deres vidneafhøringer ikke har bragt nye afgørende spor med sig.

- Det har ikke bragt os videre i at finde ud af, hvor Emilie befinder sig. Men det er vigtigt, at vidnerne har meldt sig, og at vi kan få lukket nogle hjørner af, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den 17-årige Emilie Meng blev sidst set søndag morgen klokken 04 på Korsør Station. Hun beskrives som værende 168 centimeter høj, almindelige af bygning med langt brunt hår. Da hun forsvandt var hun iført en sort, langærmet cardigan med en sort blondebluse indenunder. Derudover var hun blå jeans og blå sko.

Eventuelle oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 1-1-4.

 


Nyhedsoverblik