Varevogn smadrede ind i politiets fotovogn

En varevogn i høj fart mistede torsdag morgen kontrollen i vejarbejdet på motorvejen ved Slagelse. Varevognen trak politiets fotovogn 30 meter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er farligt at køre for stærkt ved vejarbejdet på motorvejen ved Slagelse.

Det kan en fører af en varevogn efter alt at dømme skrive under på, efter et dramatisk uheld torsdag morgen.

Smadrede fotovogn

Klokken 6:40 mistede føreren af varevognen kontrollen over sin bil, der fræsede ud i rabatten og ramte adskillige skilte, før den kørte ind i politiets fotovogn, der var ved at blive gjort klar til endnu en omgang målinger langs motorvejen.

Ulykken skete ved så høj fart, at fotovognen blev trukket 30 meter hen langs motorvejen, før den standsede.

Inde i fotovognen sad politiassistent Poul Jensen, der er taknemmelig for, at han slap med et brækket ribben.

- Jeg kunne være skåret midtover. Det er heldigt, jeg sidder her i dag, siger Poul Jensen, politiassistent, Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi.

Farligt vejarbejde

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi holder i øjeblikket intensivt øje med vejarbejdet på Vestmotorvejen ved Slagelse. Her bliver den nye Slagelse Omfartsvej forbundet til motorvejen, og bilisterne må maksimalt køre 80 kilometer i timen forbi vejarbejdet.

Årsagen til hastighedsbegrænsningen er dels hensynet til vejarbejdernes sikkerhed – men også, at der er pludselige sving og smalle vejbaner på stedet.

Mange bilister har dog svært ved at overholde hastighedsbegrænsningerne på stedet.

- Der køres stadig alt, alt for stærkt forbi det vejarbejde. Jeg var selv derude forleden. Og det er jo nærmest et fåtal, der kører efter reglerne, siger vagtchef Søren Østervig, der samtidig fortæller, at yderligere 698 bilister blev blitzet på strækningen onsdag eftermiddag og aften.

I alt er mere end 7000 bilister blevet snuppet i fotofælden ved Vestmotorvejen de seneste par uger.

Du kan deltage i debatten på vores facebookside.


Nyhedsoverblik