¨

Valggyser i Slagelse

Foto: TV ØST

Igen bliver kommunalvalget i Slagelse Kommune en gyser uden lige. Med 15 mandater til blå blok og 14 til rød, skal der forhandles hjælpere hjem.

Der er tradition for tætte valg i Slagelse Kommune, og 2013 er ingen undtagelse. Optællingen gik godt nok noget trægt i det vestsjællandske, hvor Slagelse først var klar med et resultat efter midnat, og da det endelig var der, var intet alligevel afgjort.

Byrådet skal sættes sammen af 31 personer. Socialdemokraterne får de 12 og har sammen med Enhedslistens 2 i alt 14 mandater. Venstre får 10 mandater og kan sammen med Dansk Folkepartis 5 mønstre 15 mandater, og så er det altså Liberal Alliances 2 mandater, der bliver afgørende.

- Det er så snert, som det kan være, så derfor skal vi i gang med at forhandle, og det vil jeg gå ned og gøre nu, lød det fra borgmester Lis Tribler (S), lige efter at hun havde offentliggjort resultatet.

SF og Lotinga ud

Liberal Alliances Troels Christensen havde sendt sin tvillingebror Villum Christensen i forhandlingslokalet og var fint tilfreds med at være tungen på vægtskålen.

- Det gør jo bare det hele ekstra interessant, sagde han kryptisk og ville ikke komme ind på, hvem de peger på som borgmester.

Over store dele af landet har SF fået massive vælgerlussinger, og i Slagelse Kommune er begge medlemmer stemt helt ud af byrådet. Det samme den tidligere DF'er Peter Lotinga, der stillede op for sin egen liste Lotinga-listen. Han er ellers kendt som borgernes vagthund, men har tilsyneladende ikke bidt hårdt nok fra sig til at få vælgernes tillid. Han måtte nøjes med 1,7 procent af stemmerne.

Her klokken 1.15 natten til onsdag er det stadig uvist, hvem der bliver Slagelse Kommunes nye borgmester, men kæden lander formentligt om halsen på enten Lis Tribler (S) eller Stén Knuth (V).

[video: videoklip/ROSS_TEST3.mp4]

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App