Værested ved Motalavej flyttes efter ballade

Brugerne af værested for psykisk syge flyttes efter ballade på Motalavej i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse Kommune besluttede onsdag at lukke værestedet Birkehuset ved Motalavej i Korsør.

Værestedet for psykiske syge borgere har den seneste tid været stærkt generet af unge ballademagere fra kvarteret og brugerne er efterhånden blevet så utrygge og bange, at kommunen har valgt at flytte dem til et andet værested i Skælskør.

-       Vi har oplevet flere overfald, flere røverier, vi har oplevet en enkelt person har fået stjålet 25.000 kroner, vi har oplevet et enkelt knivoverfald, fortæller bruger-talsmand Henrik Skov.

-       Der bliver råbt forskellige ting af os, når vi sidder udenfor og drikker en kop kaffe, supplerer Henrik Madsen, der er bruger af Birkehuset.

Efter i dag er begge dog flyttet til værestedet Godthåb i Skælskør. Det er ikke længere forsvarligt at blive ved Motalavej.

-       Det er sikkerheds - og trivselsmæssigt nødvendigt for borgerne, fortæller Eddie Göttsch, der er centerleder i socialpsykiatrisk center i Slagelse Kommune.

Kommunen vil nu sørge for, at transportere de godt 30 brugere til deres nye værested i Skælskør. Hvad fremtiden ellers bringer er endnu ikke afgjort.

Men hos bruger-talsmanden vil man i hvert fald ikke tilbage til Motalavej.

-       Det er udelukket. Så når vi kommer tilbage er vi jo mere udsatte end før, siger han.


Nyhedsoverblik