¨

Uvist om anholdte efter vild fangeflugt kræves fængslet

Patienter og personale på psykiatrien i Slagelse får krisehjælp efter en voldsom, væbnet fangeflugt. Foto: René Lind - Lind Foto

Politiet afhører onsdag aften fortsat de to mænd, der er blevet anholdt i forbindelse med fangeflugten fra psykiatrisk afdeling i Slagelse.

Godt et døgn efter, at den 24-årige Hemin Dilshad Saleh flygtede fra psykiatrisk afdeling i Slagelse efter en dramatisk befrielsesaktion, er han onsdag aften stadig på fri fod.

Flugten skete tirsdag eftermiddag, og siden har politistyrker i flere politikredse ledt efter ham og de mænd, der hjalp ham i forbindelse med flugten.'

Den massive politiefterforskning førte til, at politiet onsdag eftermiddag anholdt to mænd i det storkøbenhavnske område.

Onsdag aften kan politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke sige noget nærmere om de anholdtes rolle, eller om man regner med at fremstille dem i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

- Vi er stadig i gang med at afhøre dem, og så må vi se på, hvad vi har, siger han.

Er sigtet for grov vold i frisørsalon

Hemin Dilshad Saleh sad varetægtsfængslet i surrogat på den psykiatriske afdeling i Slagelse. Tirsdag eftermiddag fik han besøg af personer, der angiveligt havde købt kage med til kaffen. Men i kageæsken lå to pistoler.

Mændene truede personalet med pistolerne, og for at understrege alvoren i truslerne affyrede de et skud ned i gulvet. Derefter lykkedes det dem at slippe ud fra sygehuset.

Den 24-årige Hemin Dilshad Saleh er en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV. Han er sigtet for grov vold.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er denne mand, som er flygtet fra psykiatrisk afdeling i Slagelse. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi

Hidtil har det ikke været muligt at fortælle nærmere om den sag, han er sigtet i, da han har været beskyttet af navneforbud i forhold til sagen. Men det navneforbud har Københavns Byret ophævet, skriver TV2.

Han mistænkes for sammen med 18 andre at have deltaget i et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro den 16. september sidste år. Her blev to mænd gennem 18 minutter udsat for grov mishandling.

Den ene blev slået med en stol, sparket og stukket i halsen med en kniv. Hans kammerat blev også sparket, ligesom han blev stukket i ryggen og i skulderen med en spids genstand.

Mange dømte

NNV er en udbrydergruppe fra banden Brothas, og et af ofrene for overfaldet var medlem af Brothas.

Den 1. oktober blev 16 mænd dømt for at have deltaget i mishandlingen. Straffene lød på fængsel mellem seks måneder og to år og otte måneder.

Men tre andre deltog ifølge politiet i overfaldet.

I juli blev en 26-årig mand udleveret fra Spanien, og 10. oktober blev Saleh anholdt på en restaurant i Lyngby.

Den tredje mistænkte sidder fængslet i Marokko, og dansk politi arbejder i øjeblikket på at få ham udleveret.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App