Uro i toget udviklede sig - to er sigtede for vold

En gruppe mænd skabte uro i toget onsdag aften. Da en passager og togføreren forsøgte at mane til ro, blev to af mændene voldelige.

En togtur mod Fyn udviklede sig ubehageligt for flere passagerer og en togfører, da en gruppe på seks mænd var højrøstede og begyndte at kaste med flasker. Både i toget og efterfølgende på Korsør Station. 

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. 

Ifølge politiet havde en 18-årig mandlig passager bedt dem dæmpe sig, og det havde fået en af mændene i gruppen, en 44-årig udenlandsk mand til at slå ham med knytnæveslag i ansigtet.

Togføreren bad herefter mændene forlade toget, og her slog en anden mand fra gruppen, en 41-årig dansk mand, ud efter ham. 

Læs også
Overfaldt teenagepiger i toget - 29-årig fængsles efter 10 måneder på fri fod


Sagen blev anmeldt til politiet klokken 20.11, og en patrulje fik fat i de involverede parter. Den 44-årige blev anholdt og sigtet for vold, og den 41-årige blev sigtet for forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste. 

De fire øvrige mænd fra gruppen blev sendt videre med et tog til Fyn, som de var på vej til i første omgang.